Så starter endnu en tur til USA, Californien. Denne gang bliver det 14 dage. Vi startede fra Nyborg 6.30 lørdag morgen, og kørte i tåge mod Kastrup. På Østbroen var tågen værst, der kunne man først se pylonerne når man kom helt hen til dem... Vi slog et slag inden omkring Jesper i Slagelse, fik en kop kaffe, og tog så ham med videre. Han kunne jo lige så godt have bilen mens vi var "over there" :-) Kl. 8.45 var vi Kastrup og fik parkeret. Jesper hjalp os ind med bagagen, og da vi havde fået os stillet i den rigtige kø til økonomiklassen og ikke buisnessclass, som jeg først var kommet til at stille os i, kørte Jesper videre.
Vi fik tjekket ind, udfyldt diverse papirer og gik så ud mod gaten, og gik lige ombord. De næste 10 timer var lange. Vi så 3-4 film og fik lidt at spise undervejs. Det var klart vejr til vi nåede Jylland. Efter Århus forsvandt landet i skyer og der var skyer resten af vejen over Atlanten. Da vi nåede Canada blev det dog igen skyfrit, og vi kunne se ned på det flotteste tilisede søer og snedækkede landskaber. Jo tættere vi kom på Atlanta jo mere skyet blev det igen, og vi måtte ligge og kredse rundt over Altanta 30-45 min. inden vi kunne få klarmelding til at lande pga. tordenvejr over lufthavnen.
I Atlanta brugte vi en lille time til at stå i kø i tolden, og få taget billede, og lavet fingeraftryk. Så skulle bagagen hentes, og afleveres igen til det næste fly. Derefter gik vi nedunder til metroen som i rivende fart tog os til Terminal B. Det går så stærkt at en stemme i højttaleren siger, at man skal holde godt fast da toget starter og stopper hurtigt! I Terminal B fandt vi hurtigt Gaten. Her ventede vi en times tid så kunne vi gå ombord på det næste fly.
Dette var lidt mindre end det fra Danmark, men til gengæld var der skærm foran hver stol. Her kunne man se TV, og ville man se film skulle man betale for det. Mit ene ben var begyndt at drille, fordi vi havde siddet så længe - også selv om jeg havde specielle "flysokker" på. Tobias nåede og blive en smule flysyg, - vi måtte lige have en pose hen, men der skete heldigvis ikke noget, og da vi landede 4½ time senere i LA var han frisk igen. Vi havde den flotteste udsigt over bjergene da vi nærmede os LA, og kl. 18.45 nåede vi lufthavnen. Her kom vi hurtigt igennem og fik hentet bagage, og så ud til vejen hvor Mads og Janna kom os i møde. På vejen hjem handlede vi lidt ind, og i deres lejlighed fik vi lidt at spise inden vi væltede omkuld kl. 22.00 efter at have været på farten i sammenlagt 29 timer.
M/J adresse var : 15241 Lille Circle. Irvine, 92604 CA
Ingen kommentarer:
Send en kommentar