mandag den 3. oktober 2011

Campingweekend Ribe/Vadehavet 30. sept. - 3. okt. 2011

Fredag d. 30. sept. 2011

Denne weekend skulle Torben hente sin nye campingvogn, og jeg skulle med :-) Vi mødtes i Kolding kl. 14, hvor vognen stod klar udenfor KG Campings butik. Torben kom med den gamle vogn som de så beholdte. Der var kommet mover og slingerkobling på den nye vogn, og ihh hvor den stod og skinnede :-))

Torben fik gjort handlen færdig, og jeg fik lov at lade min bil stå på KG Campings parkeringsplads, hvorefter vi kørte mod Ribe. Vi fandt et par cacher undervejs. I Ribe kørte vi ind på Ribe Camping, for nu skulle vognen nærstuderes og afprøves, og så skulle der jo også prøves strøm mv. af. Vi var heldige at få en plads, for der var stort set booked op. Pladsen var hyggelig men dog lidt proppet. Toilet og badeforhold var rigtig gode - varme i gulvet og musik i loftet :o) Vi fik afprøvet blæsevarme af i vognen og varmt vand (som kun fungerer ved 220v...)
Aftensmaden bestod af svinemørbrad på grillen samt grøntsager og runde røsti. Dertil delte vi en flaske Lambrusco for at fejre nyerhvervelsen :-)

Lørdag d. 1. okt. 2011

Jeg vågnede kl. 7.00 og stod op til en dugvåd men ellers fantastisk morgen. Jeg satte æg over og lavede morgenmad klar, og så kom Torben da også op. Vi havde sovet fantastisk i campingvognens franske seng, hvor der var springmadres - noget andet end hynderne i den gamle vogn.
På vejen ud til en af cacherne ved Kammerslusen, stødte vi på en ret stor fyr med ring i næsen :-)
Efter morgenmaden fik vi pakket sammen og derefter kørte vi mod Vadehavet. Et par cacher blev fundet undervej, bl.a. havnede vi ved Kammerslusen, hvor vi måtte vende vogntoget, da vi ikke skulle nyde noget af at køre over den smalle bro med campingvognen. Vi lavede dog en lille gåtur i området hvor der lå 2 cacher, samt spiste en is. Vi fandt også ud af hvornår tidevandet var på sit højeste/laveste, for vi havde en lille plan om at nå til Mandø.
Udsigt fra vores parkering ved Låningsvejen.
Det passede dog ikke særlig godt med det tidspunkt vi kom til Vadehavet på, så vi tog det stille og roligt og fandt ned til Låningsvejen som går over til Mandø.
Total afslapning i 24 grader i starten af oktober :-) Utroligt ikke?
Her parkerede vi bil og campingvogn, og bord og stole blev hevet frem. Solsejlet skulle også prøves på vognen. Det var det flotteste vejr. Solen skinnede fra en total skyfri himmel - og temperaturen lå omkring 24 grader.  
Heste og ryttere på vej til Mandø af den ene ebbevej.
 
Mandø Bussen som kørte flere runder mens vi var der.
Her spiste vi frokost og nød vejret og slappede af. Der kom en del biler frem og tilbage - faktisk så sent at jeg ville blive bange for at vandet var trukket for højt op til at det kunne lade sig gøre at køre over. Men vi besluttede os for at nyde vejret, solnedgangen og måske endda være heldig at se "sort sol", så vi blev på parkeringen - hvor vi også overnattede.
Mandø Ebbevej - på vej til højvande.
Sidst på eftermiddagen gik vi over markerne i bare tæer til Mandø Ebbevej, hvor man kan gå over eller blive kørt over i traktor når der er ebbe.
Vandet er på vej ind. I baggrunden til højre ses campingvognen.
Her skulle vi finde et punkt til en multi.
Torben ved højvands-pælen. Ud over den øverste ring er alle de andre ringe vidne på hvor højt vandet har gået igennem tiden.
Aftenen bestod af en fantastisk flot solnedgang, men "sort sol" blev det desværre ikke til.
Solnedgang over marsken.
 
Mere solnedgang over marsken.
  
Og inden det bliver helt mørkt - for det blev BULDERMØRKT!!!
Inden mørket faldt på, lagde dug og tåge sig hen over området - utrolig flot!

Søndag d. 2. okt. 2011

Vi stod op til en utrolig tåget morgen. Denne lå tykt over alt, men alligevel var der allerede et par biler som var klar til at køre over til Mandø når vandet var faldet nok.
Vi fik lavet morgenmad og slappet lidt af. Så pakkede vi sammen og låste campingvognen og listede over ebbevejen til Mandø. Helt vildt underligt. Total tåget landskab i "nowhere".
Låningsvejen i tæt tåge.
Da vi kom over på øen gik vi efter de 4 cacher der skulle ligge der. De to af dem kunne vi ikke finde, men de to andre dukkede hurtigt op. Torben havde før fundet de 3, så dem der var der blev hurtigt sporet :-)
Mandø Mølle, hvor der skulle ligge en cache - vi fandt den dog ikke :-(
En is blev det også til, inden vi igen forlod øen - nu i højt solskin. Så ebbevejen blev nu nydt i fuld sol!

Mig på Låningsvejen - i høj solskin. Der skulle lige tages et billede til en earthcache :-)
På fastlandet spændte vi campingvognen på og kørte mod Bramming. I Ribe havde vi købt en Othello-lagkage, som vi ville invitere Team Jacobsen på, men da vi kom til Bramming, var de ikke hjemme :-( Så det endte med at vi fandt en hyggelig rasteplads og delte lagkagen selv...........
Her holdt vi pause og delte en Othellolagkage..... :-p
Så kørte vi mod Kolding, fandt et par cacher undervejs, og endte ved KG Camping hvor min bil jo holdt. Her hoppede jeg over i Peugeoten og derefter fulgtes vi ad til Genner. Undervejs holdt vi pause ved Hærlufstenen, hvor vi fik et stykke brød og fik ryddet op i campingvognen. I Genner blev campingvognen bakset ind i den store lade, og vi forsøgte at sætte cykelholderen på den nyindkøbte cykelknop til campingvognen. Dette gik ikke så godt da den ikke kunne gå på knoppen :-( Så vi må have set på alternativer - evt. en "gaffel" til 2 cykler.
Så kørte vi mod Ballebro hvor vi nåede færgen 19.45. I Hardeshøj kørte vi fra borde og fortsatte til Nordborg. Her blev der hygget med lidt rester chokolade fra turen og "Poltergeist 2" :-)

Mandag d. 3. okt. 2011

Jeg vågnede kl. 6.20 selv om vækkeuret først skulle ringe kl. 7.00. Da vi stod op gik jeg i bad og så stod morgenmaden på borden :o) Vi hyggede ved morgenbordet, og kl. 8.30 blev Torben nødt til at køre på arbejde. Vi tog afsked og jeg fik pakket mine ting og kørte mod Fynshav hvor jeg havde booked en færge kl. 10.00. Jeg var i lidt god tid og kunne derfor finde 4 cacher undervejs, samt lidt wp's til en multi der ligger på Fynshav færgehavn. På fyns-siden blev det også til en cache inden turen gik til Nyborg.
Det var slutningen på endnu en dejlig weekend :-)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar