fredag den 24. juli 2009

Det Raplende Event - Kongsøre

Kl 14.30 kørte jeg mod Korsør, hvor Jesper ventede ved hallen hvor campingvognen stod. Her fik vi trukket vognen ud, og læsset det i den fra bilen jeg havde haft med, og så kørte vi begge biler til Slagelse, hvor Jesper parkerede sin varebil. Jeg tog ham så med om i lejligheden hvor skyndte sig at få et bad og rent tøj, og så kørte vi i Netto for at købe lidt ind til weekenden. Her fik vi med lidt god vilje plads til både bil og campingvogn på tværs af flere parkeringsfelter :-) Derefter gik turen mod Kongsøre strand, hvor vi skulle til event i weekenden. Selve eventet startede først lørdag over middag, men vi ville gerne være deroppe så lang tid som muligt, så vi ville gerne starte med at være der fra fredag. Selv om vi havde koordinater til stedet, ledte gps'en os en anden vej, og vi kørte forkert et par gange inden vi fandt den korrekte vej. Da vi kom til pladsen var Klaus og Linda (LL&KJ) som skulle afholde eventet, ankommet. De havde slået en stor pavilion op i tilfælde af regnvejr. Det var rigtig godt, for der var ikke gået 10 minutter efter vores ankomst, så stod det ned i stænger. Vi sad under pavilionen indtil det igen blev tørvejr, og så gik vi ellers i gang med at sætte fortelt på campingvognen. Vi fik den absolut bedste plads på stedet. 20 meter til vandkanten! Den flotteste udsigt lige ud over vandet, og solopgang hvis det var det vi ville have :-) Ud over Klaus og Linda var "Knudsen6x6" som hed Henrik og så ankommet. Han boede i Sverige men ville også med til event her i DK.
Jeg havde taget rester med fra aftensmaden dagen før, da min mor havde været forbi for at tage Tobias med på weekend. Så vi fik opvarmet krydret oksekødsuppe. Det var rigtig godt. Linda og Klaus havde sat sig for at hente og logge cachen "Kongsøre dybet" som ligger på 5-6 meter vand. De havde taget gummibåd med som Linda skulle ro derud i, og Klaus skulle så dykke. Det var lidt af en oplevelse. Der var en del strøm så Linda havde svært ved at manøvrere båden derud. Klaus fik hentet cachen op fra dybet, men de kunne ikke åbne den derude, så de måtte tage den med ind til land. Her blev den åbnet, og fordi vi havde holdt øje fra land, at der ikke skete dem noget, fik vi lov til at logge den også :-)Inden vi gik i seng, nåede Bondegaard-Ryberg også at komme. De havde to hunde og camp-let med.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar