søndag den 6. september 2009

Tur til Langli m.m.

Vi havde et stykke tid snakket på geocaching forum om, at tage en tur til Langli, der ligger i Ho bugt ved Esbjerg. Der ligger en eneste cache derude, og på vej derud ligger der også en earth-cache man kan tage. Der er ca. 5 km hver vej, og man skal gå ved lavvande.
Vi havde besluttet at tage derover af allerede fredag med campingvognen og blive i området til søndag, men fredag stormede det simpelthen så meget at vi droppede campingvognen igen. Vi ville så vente med at køre til søndag morgen, for dmi havde lovet at vinden ville løje af i løbet af weekenden. Dette blev også tilfældet. Søndag morgen kl. lidt i 6 om morgenen kørte vi mod vest. Vi mødtes omkring 25 geocachere ved parkeringskoordinatet, og geocacherne Soga havde taget købt rundstykker til dem der havde bestilt, bl.a. os. Efter rundstykker og kaffe begav vi os afsted. Der var stadig lidt vand i havet mellem fastlandet og øen, og der hvor det var dybest gik det os til under knæet. Men ude midt på, hvor earthcachen skulle logges, var der næsten ikke noget vand tilbage. Vi fik logget cachen og taget en masse billeder, hvorefter vi fortsatte til Langli. Her gik vi i land, traskede et godt stykke ind på øen, og fandt cachen. Her holdt vi pause, spiste kiks og bananer og hvilede fødderne, for vi skulle jo samme vej retur. På tilbageturen var vandet faktisk næsten væk nu. Vi sjappede kun rundt lidt en lille smule. Det tog ca. 1 time og 20 minutter hver vej, og da vi var vel oppe på fastlandet igen kunne vi sætte os ved bilerne og hvile fødderne. Øj det var ømme og våde fødder vi havde. Jeg havde haft gummisko på. Uden strømper derover, og med strømper hjem igen. Det havde trods alt givet lidt vabler til sidst, og det var rart at få de våde sko og strømper af, og noget tørt tøj på. Soga havde logget deres cache nr. 1000 derude, så de havde jubilæumskage med og cola/øl til alle mand.
Så kørte vi alle til Blåvand og fil med meget møje og besvær logget Blue Water Webcam Cache. Vi havde taget Jespers bærbare med, men jeg havde glemt strømstikket i campingvognen... så det endte med at vi brugte netcaféen lige i nærheden, til at tage billedet med.
Herefter skiltes vore veje, og Jesper trak mig med hen til en tøjbutik, hvor de havde vinterjakker på tilbud. Han havde fundet en han synes jeg skulle have, og den var også rigtig flot. Todelt, så den både kunne bruges forår, efterår og vinter.
Ved siden af tøjbutikken lå et cafeteria, og her fik vi lidt at spise inden vi kørte ud til vesterhavet. Vi kørte efter cachen Vesterhavet Badeby, men den var ikke til at finde. Så kørte vi ud til vandet et andet sted, hvor der var en hel stak windsurfere og kitesurfere. Det var et flot syn og vi stod længe og kiggede på dem. Så kørte vi ud til Blåvand fyr, og gik de 170 trapper helt op i toppen for at nyde udsigten. Her blæste det en hel del! Nede igen gik Tobias og jeg efter cachen af samme navn, men Jesper blev ved bilen. Han var ved at være træt i benene. Efter fundet af cachen, kørte vi tilbage til Blåvand By loggede "4 rechts". Så kørte vi ud til Tirpitz-bunkeren, hvor der var et lille museum, med en film om bunkerens beståen og virke samt hvordan kanonerne blev fjernet efter krigen og kørt til København. Her var også en multicache, som Tobias og jeg fandt, mens Jesper ventede ved museet.
Den sidste ting der skulle ske den dag, var fundet af "Sig Underbrigde". Den havde vi tidligere prøvet at finde, men havde ikke de rigtige remedier med. Denne gang havde vi taget reb med, og Tobias blev sat til at kravle i det. Jeg havde simpelthen for ømme ben og fødder til at kunne kravle nogen steder, og det lykkedes da også for Tobias at fange cachen der lå helt oppe under broen!
Derefter gik turen hjemover. Det havde været en rigtig god dag med masser af oplevelser og 7 cachefund.

Billeder følger.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar