lørdag den 14. december 2024

1. dag - Gran Canaria - Fuerteventura december 2024

Årets decemberferie :-) Turen gik til både Gran Canarie og Fuerteventura. Vi havde valgt at prøve autocamper-livet, og havde booket 2 forskellige biler - en aucocamper på GC og en ombygget van på FV.

Vi kørte hjemmefra kl 6.30 og tankede strøm undervejs da vi havde god tid. Vi skulle være i Hamborg lufthavn kl. 8.30, og her fandt vi en plads til bilen i parkeringshuset tæt på lufthavnen som vi havde betalt hjemmefra.  Vi havde 1 kuffert a 20 kg og to håndtasker med og skulle flyve med Eurowings. 

Vi fik hurtigt tjekket bagagen ind, og gik til gaten og fløj 10.35. Vi landede 14.35 GC tid (1 time forskudt) og kom hurtigt ind og fandt bagage. Her mødte vi en kollega til Torben.

Vi valgte taxa til pladsen ved Telde hvor autocamperen stod. Vi var i god tid, og ejeren havde sendt nummerplade nr så vi hurtigt kunne finde den. Der holdt 2 biler mere ,men de var med alkove. 

Endelig dukkede ejeren op og vi gennemgik bilen. Der stod på hjemmesiden at han kunne engelsk men det kunne han ikke. Så der blev brugt Google Translate en del af tiden…  Bilen var et år gammel og generelt pæn stand. Den havde et par skrammer som vi påpegede. Der var kun et stort lagen og vi ville godt havde et mere så ejeren kørte afsted for at købe et til os. Imens pakkede vi ud.

Da vi havde fået det ekstra lagen, kørte vi til en Hyperdino hvor vi købte aftensmad og morgenmad til næste morgen. 

Torben havde set et spot 10 km fra lufthavnen på park4night ((35219) Telde - 1 Barlovento), hvor vi måske kunne overnatte. Det var en lille hygge og ikke særlig turistet by Tufia, som lå på klippekanten af Atlanterhavet. 

  

Der holdt en autocamper i forvejen så vi satsede og gik en tur gennem byen. Den var super hyggelig. Små smalle veje, hvor der umuligt kunne køre biler. 

Og så var der sorte katte overalt!

Der var en lille strand med klipper, og det var tydeligt at man før som nu - men nok mest før - havde fisket fra dette lille stykke havn.

Et kik fra den lille havn og op....

Da man nåede hen for enden af en af de smalle veje, kunne man ikke komme længere, eller rettere, så skulle man fortsætte ind i et hus, for det var bygget ind i klippen. Det så underligt og meget specielt ud. Længere henne kunne man ane flere huse der var bygget ind i klippevæggen. Gad vide hvordan adgangen til dem var?

       

Efter rundturen i den lille hyggelige by gik vi tilbage til camperen og spiste aftensmad der bestod af rugbrød, pålæg og frugt.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar