Da vi var kommet op fik vi pakket kufferten og gik ned og afregnede med hotellet. Vi tog et glas juice og en banan med i bilen og kørte derefter til Birlingame. Her fandt vi Copenhagen Bakery, der skulle kunne levere "rigtige" rundstykker.

Og det kunne de!

Og mange andre ting. God kaffe fik vi også, og så kunne vi sidde og se på HC Andersen eventyrfigurer på billeder og se på flotte kager, store kager, små kager, halloween-skræmmende kager i stor stil, og mange andre lækre ting. Et flot og stort bageri.
Da vi var blevet mætte forsøgte vi at finde det hus som Mads og Janna boede i da de flyttede til vestkysten fra Michigan. Vi fandt vejen men ikke huset. Mads kunne ikke huske nummeret, kun hvad huset hed, og det navn kunne vi ikke finde. Så kørte vi videre rundt i området og fandt et par cacher. Der var også et flot og dyrt område i Burlingame, med store indkørsler og huse, og haver hvor ansatte gik rundt og "pudsede hvert græsstrå".
Så var vi i 3-4 forskellige apoteker, for at finde små pillebeholdere som vi derhjemme kan bruge som cachebeholdere. De skulle være billigere her. Det var de så ikke - jeg fandt en pakke med 11 stk. til $5 stykket - dem købte jeg og så stoppede vi jagten på det... Vi fandt et par cacher mere, og endte i San Mateo ved en park ud til vandet.


Her kunne vi stå og se flyene komme i meget lav højde da de næsten skulle lande ved siden af os i SFO. Her var også gæs og egern! I cachen fandt jeg to sanddollar! Utrolig flotte - dem måtte jeg have med hjem. Så fandt vi en tankstation og fik fyldt tanken inden vi vendte næsen mod lufthavnen. Jeg ville være der i lidt god tid, for var ikke sikker på om jeg kunne finde stedet hvor vi skulle aflevere bilen - og derfra retur til lufthavnen. Men "Rentel Car Return" skilte var allerede placeret ude på freeway, så det var så let som ingenting at finde vej, og aflevere bilen. Derefter gik vi lige op til Metroen der kørte os direkte til Terminal 1, hvor vi tjekkede ind og så var det bare at vente.... 2½ time på flyet.... Det var heldigvis kun 10 min. forsinket.

Vi fik lidt at spise, og så havde vi pc'en at spilde tiden på.
Idet vi lettede sad mange og kiggede ud af vinduerne. Det viste sig at Air Force One, skulle holde et sted derude, og pludselig var der en der råbte "DÉR!" og alle kiggede... Om det var det, ved jeg ikke, men hvis det var, så har vi set Air Force One (et af dem :-) )
I Orange County hentede Mads os, og hjemme igen fik vi pakket ud og vasket tøj - og gik på hovedet i bad, da sådan en flytur kan bringe mange grimme bakterier med sig - det er jo "H1N1-tid", så vi skal vaske os godt...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar