onsdag den 30. juni 2010

Sommerferie - Tyskland (Harzen)

Vi stod op kl. 8.00 og jeg gik i bad. Tobias lavede scamle eggs mens Cathrine gik i bad, og bagefter sad vi og nød morgenmaden i teltet.
Hygge i teltet.

Udsigt fra vores vogn mod toiletbygningerne.
Udsigt fra vores vogn op mod "hovedvejen".
Så kørte vi mod "Glück-auf besucherbergwerk i Lautenthal. Det var en mine hvor man kunne komme ind og se hvordan og hvad de havde brudt førhen. Vi startede nede under jorden, hvor man ved selv at prøve, kunne sejle ind i en lang gang med en lang pram. Førhen brød man stenene i minen og sejlede dem op til 4 km ud af bjerget via disse både og vandveje.
Vandvejen var kun oplyst spartansk.
Vi fik hjelme på hovedet og så kunne vi sejle ca. 150 m ind i tunnelen til der ikke var flere lygter der lyste. I loftet var der en wire, som man skulle trække sig afsted i.
Prammen vi sejlede i.
Ude igen var vi et stykke oppe af bjerget for at nyde udsigten. Her lå der også en gammel bunkers.

                            
Så skulle vi ind i bjerget med rundvisning.Vi skulle med små minevogne med gitre for, køre ind i en meget smal tunnel.
Guiden lovede at tale langsomt så jeg fik det hele med og kunne oversætte til Tobias og Cathrine. 200 m. inde i bjerget stoppede vognene og vi steg ud. Guiden fortalte historien om minen og så fortsatte vi til fods længere ind i bjerget.

Et sted viste han os boremaskiner der var fra starten af 1800-tallet. Cathrine skulle prøve en af boremaskinerne. Guiden tændte maskinen og så larmede det helt vildt, støvede helt vildt og Cathrine rystede helt vildt :-) Det var vist noget af en oplevelse. Tobias fik lov at løfte en af boremaskinerne. Den var meget tung!! - 22,4 kg! Guiden hakkede et stykke med kvarts/jernblanding af til Cathrine, og jeg fandt et lille stykke til Tobias. Så blev  vi vist tilbage til det lille minetog og blev låst inde i de små bure og kørt ud af bjerget igen til den dertil indrettede lille banegård.
Så kørte vi til Höhlen Erlebnis Zentrum. Det var en drypstenshule. Vi købte billetter og fik en dansk lamineret vejledning med! Det var også godt nok, for guiden snakkede hurtigt og tog ikke så meget notits af at ikke alle var tyskere. Vi startede med at gå igennem en lang og meget kold gang med udstillingsmontre og plancer med tidsaldre på. Forenden startede drypstenshulen, som det ikke tog ret lang tid at komme igennem. Jeg var lidt skuffet over den. Den var ikke så stor og fantastisk som jeg havde troet. Vi fik dog svar i informationen på en Earthcache som vi kunne logge på stedet. Vi var vist ikke de første der havde givet info-pigen disse spørgsmål :o) Så købte vi lidt at spise inden vi kørte hjemad igen.
På vejen hjem fandt vi et par cacher.
Et eksempel på en fastligger på Prahljust Camping.
Hjemme på pladsen smed jeg Cathrine og Tobias af da jeg skulle finde en bank for at veksle penge. Efter lidt brokkeri ved den ene og gevinst ved den næste, fik jeg efterfølgende købt ind Lidl. Tilbage på campingpladsen fik vi vasket op og derefter stegt pølser og spist kartoffelsalat.

Efter aftensmaden cyklede Cathrine og jeg en tur. Vi fandt en cache undervejs og kom forbi Bährenbrucher Teich. Det var en rigtig smuk sø, og skoven spejlede sig i vandet :-)
Tilbage på pladsen cyklede vi lidt rundt for at se på området. Vi kom forbi flere fastliggere, der godt nok lignede noget der var løgn! Mange var grimme og misligholdt og nogle stod helt tomme og var ødelagte. Synd at de ikke bliver fjernet eller stillet krav til ejerne af dem.
Retur ved vognen hyggede vi alle tre, spiste koldskål og læste.


tirsdag den 29. juni 2010

Sommerferie - Tyskland (Harzen)

Jeg vågnede kl. 7.00. Det var varmt og lyst så jeg kunne ikke sove mere. Tobias og Cathrine sov til kl. 8.00. Jeg gik i bad og fik konstateret at bade- og toiletforhold var tiptop! Derefter gik jeg op til den lille købmand der var på pladsen og købte morgenbrød og et par landkort over området. Retur ved vognen snakkede jeg med et dansk par der overnattede to nætter og kom fra Kroatien og nu kørte videre mod Danmark. Vi snakkede lidt om vægten på campingvognen - altså hvor meget tryk/kilo der måtte være på stangen fortil. De viste os en vægt de havde med, og sådan en skal vi da bare have! Den fyldte ingenting, og var let at have med at gøre!
Vi fik sat bordet op udenfor i græsset samt sat stolene op. Så var der morgenmad :-) Da det var indtaget fik vi sat forteltet op og bord og stole kom ind i teltet og stå.

Så gik turen til søen, som Campingpladsen Prahljust lå ned til - Pixhaier Teich, hed den. En rigtig dejlig sø, lige til at hoppe i... Men vi skulle bare lige soppe lidt, bestemt ikke andet....
Cathrine sopper lidt dybt...
Og tobias mærker med fingeren hvor vamt vandet er....
Hov! Hvor blev det sopperi af???
Nå så kan det også være lige meget ... Vandet var DEJLIGT!!

Så går vi tilbage til campingvognen og ungerne skifter tøj. Jeg forsøger at få et tysk sim-kort til at virke, men det driller og jeg ender med at opgive. Skal vi på nettet må vi låne campingpladsens faste computer i informationen.

Da vi havde fået et stykke mad besluttede vi at køre til Bloksbjerg. Min udstødning var godt nok begyndt at lyde lidt for pruttende, men jeg håbede at den kunne holde til vi igen var i Danmark.
Vi kørte via Braunlage hvor Tobias fik sig et par nye badeshorts. Dem han havde med var for små :-( Vi fandt op til Drei Anne Hohne hvor der kørte et smalsporstog fra.
Et gammelt damplokomotiv kørte helt op til Bloksbjerg (Brocken på tysk) og det skulle vi med.
Vi måtte af med 1½ Euro i parkeringsafgift inden vi fandt toget og fik købt billetter til toppen.

Turen derop tog en time og på toppen havde vi 50 minutter inden vi skulle ned igen (vi var jo kommet lidt sent afsted hjemmefra). Undervejs stoppede vi i Scherke, hvor man også kunne stå af og på.
Her var pejlemærker ud til forskellige byer i verden. Vejret var smukt dog en smule diset, men vi kunne trods alt se ret langt.
Tobias og Cathrine på toppen.
For sent opdagede jeg at der både var en earthcache og en webcam-cache på stedet. Vi nåede dog at tage et billede med kamera til webcam'et, da hjemmesiden viste at det først opdaterede billedet 3 min. efter at toget var kørt igen ....

På vej ned igen skulle vi holde tilbage for et tog på vej op til Brocken.
Kl. 19.30 var vi tilbage på campingpladsen, og min udstødning larmede endnu mere :-( Vi fik bøffer til aftensmad. Så begyndte det så småt at regne men det stoppede igen kl. 22.15.Cathrine og jeg gik en tur ned til søen i det friske vejr efter regnen.

Aften udsigt over søen.
Aftenskyer over søen.
Da vi kom tilbage til vognen hyggede vi, læste og spillede computer.

mandag den 28. juni 2010

Sommerferie - Tyskland (Harzen)

Vi skulle 14 dage til Tyskland med den lille T@B. Mig (Stine), Tobias og hans kusine Cathrine. Vikørte hjemmefra kl. 10.00 mandag formiddag, men måtte lige forbi Doriann, da hun havde en ekstranøgle til huset (kattepasser) og i den sad Tobias' cykelnøgle. Den skulle vi have med da vi også havde taget to cykler med.

Syd for Kolding drejede vi mod Tønder, da vi ville prøve at besøge de grænsekiosker der var der. Vi nåede til grænsen og fandt en parkering. Her fik vi handlet lidt sodavand og slik, samt købt en is, da det var MEGA varmt! Fra Süderlügum skulle vi finde motorvejen, men det var lettere sagt end gjort - selv med gps! Der var nemlig en del vejarbejde, samt et væld af omkørsler, som gps'en umuligt kunne finde ud af. Vi endte ude på en lille vej, der igen endte ude i noget vejarbejde :-( Her måtte vi vende "vogntoget", før vi kom ud i noget jeg ikke var sikker på jeg kunne redde mig ud af igen... Langt om længe var vi på vej mod motorvejen, men så havde vi også brugt det meste af 2 timer... Jeg var lidt irriteret over vi havde brugt så lang tid, for vi måtte jo ikke køre mere end 80 på motorvejen, så det ville gå en del timer inden vi nåede Harzen... Derfor trykkede jeg lidt ekstra på pedalen gennem et par små byer - til min store fortrydelse... For pludselig kom der en civil patruljevogn og stak en slikkepind ud af vinduet :-( Jeg holdt ind og da et par midaldrende herrer kom hen til mit vindue, bekræftede jeg straks at jeg godt viste jeg havde kørt for stærkt... Det var de enige med mig i, men de mente også at min campingvogn ikke var helt som den skulle være. Jeg gik med ud og konstaterede at vogntoget hang meget mod midten (ved trækkrogen) og faretruende tæt på vejen. Jeg betalte mine 30 Euro i bøde med en 50'er som de ikke kunne give tilbage på, men de ville køre afsted og få den vekslet, og i mellemtiden kunne jeg jo få rokeret indhold i bil og campingvogn om. Det gjorde vi så :-) Da betjentene kom tilbage med byttepenge var vi klar til at køre med et mere stabilt læs!

Så gik det mod motorvejen igen og gennem Elb-tunnelen ved Hamborg hvor der var lidt kø, men trafikken gled. Ellers oplevede vi ingen kø overhovedet. Mellem Hamborg og Hannover fandt vi en rasteplads hvor vi fik noget at spise. Vi fortsatte sydpå, men jeg kunne se på tiden, at vi ville have svært ved at nå den udsete campingplads inden 22.00 hvor jeg mente at de nok lukkede. Så 21.15 ringede jeg til dem, og spurgte om hvornår de lukkede. Det gjorde de kl. 21.00 ...! Men vi skulle bare komme og ringe på, så kom de springede! Ok! Det var jo service. Fra motorvejen og ind igennem Harzen måtte vi helt ned i 2. gear nogle steder for at trække os op ad bakkerne - men endelig nåede vi pladsen kl. 22.15. Her kom ejeren og lukkede os ind. Vi måtte næsten selv vælge plads, og når vi havde gjort det ville han komme ned og hjælpe os med at sætte strøm til :-) Det var service. Vi fandt en plads og fik parkeret T@B'en. Da strømmen var sat til, gik vi på hovedet i seng. Teltet måtte vente med at komme op til tirsdag...

onsdag den 16. juni 2010

Tobias fylder 15 år

Ja - det var nu en stille og rolig dag. Han fik en ny boxmadres og lidt tøj. Vi holdt fødselsdag for ham, hvor Karin og Lars var forbi.

Jeg glemte at måle ham, men han er faktisk lige så høj som mig nu, måske en ½ cm lavere...
Dvs. ca. 168 cm.

Så har jeg noget at sammenligne med næste år... for han gror meget i øjeblikket! :)

lørdag den 12. juni 2010

Event på Mørkeegnen.

Vi skulle til event i Mørke på Djursland, og startede faktisk allerede fredag, med at køre derop. Campingvognen var spændt for peogeoten, og vi havde fået lov at stille den ved det FDF-hus hvor eventet skulle holdes.
Vi nåede derop ved 20-tiden og smed campingvognen hvor vi havde fået besked på - på en plæne hvor det soppede i vand! Det havde regnet en del de sidste par dage, så alt var meget vådt.
Vi kørte derefter til den næste by for at tanke benzin så vi ikke skulle til det lørdag. Da vi i Mørke kørte over jernbanen, døde byen faktisk!! Husene efter skinnerne var stort set tomme. Ingen til-salg-skilte - blot tomme! Det var lidt uhyggeligt....
Event-ejerne kom (Mia&Jesper) for at sige hej, og så daffede vi ellers på hovedet i seng, til lyden af musik fra et stort telt hvor man holdt byfest....

Lørdag stod vi op, og FDF-huset duftede af nybagte boller, og efterhånden som folk mødte op, blev der stillet morgenmad frem.
Så blev der delt cachebeskrivelser ud, samt overført koordinater, og mens vi sad og guffede boller i os, kunne vi fint løse de 3 mystery-cacher der var. Stine (soga) og jeg "geotjekkede" hinanden, så vi var nogenlunde sikre på resultatet :-)
Da alle var klar, kørte mange. Vi ville dog lige have den muli med som lå ved hytten. Det viste sig at udregningen i beskrivelsen var forkert, så det var godt at cache-ejer var i nærheden :-)
Vi fulgtes med cool-dk og tog cacherne i Mørke først. Så samlede vi Graahede-DK op og tog ham med i bilen, da han ellers kun var på cykel. Så kunne han komme lidt mere rundt :-)
Graahede-DK skriver i logbogen på ryggen af Jesper.


Her var der lidt kø ved cachen.
Dagen gik, cacherne blev fundet, og sidst på eftermiddagen kørte vi tilbage til FDF-huset, hvor der var gang i grillen. Vi sagde farvel til cool-dk, da de lå på en campingplads ved Århus, og ville køre derned og spise aftensmad. Så fandt vi vores grillmad frem og sad og hyggede med alle de andre.
Udsigt fra en af caherne.
Vi havde fået lov at blive til søndag på pladsen, så vi var også de sidste der forlod hytten - ud over event-ejerne selvfølgelig. Tobias og et par unge mere gik hen og kiggede på byfesten, der stadig var igen.

Søndag stod vi op, spiste boller som vi havde fået med fra hytten dagen før, og kørte derefter hjemad.
Det havde været en god og hyggelig weekend.