Kl. 6.45 kunne jeg ikke sove mere, så jeg stod op og tog en truckervask, da vi endnu ikke havde fået vand… Vandtanken på taget var tom, men der var blevet givet besked, så der skulle gerne ske noget – senest når vi kom fra tur.
Skolen leverede morgenmad, så det var bare at gå ned i køkkenet og smøre sig en bolle og der var også melon.
Kl. 8.15 kom bussen med Mohammed og Abdalkafi, og så gik turen mod Dahr al-Hadr. Det var et imam-residens bygget omkring 1930 som nu er restaureret af staten. Vi startede på et udsigtspunkt hvor vi kunne se ned på det. Udsigten var formidabel. Huset vi kunne se ned på var bygget på toppen af et bjerg. Så kørte vi ned til huset. Der var mennesker overalt, og der blev handlet qat. I dalen hvor huset lå, var der qatmarker overalt. Vi fandt en parkering, og gik ind gennem en port. Her var der trommemusik og dans. Vi måtte op af en del trapper inden vi nåede selve huset. Huset var en labyrint af trapper og rum, men meget flot udsmykket med farvede glasvinduer over de rigtige vinduer og hylder med udskæringer. Der var det gamle køkken og 2 brønde hvor de havde sat lys i bunden så man kunne se hvor dybe de var. Der var gamle gravkamre fra gammel tid, hvor der også havde været bygget på stedet.
Efter residensen kørte vi til Thula. Det er en af de eneste byer der aldrig har været indtaget af tyrkerne. Den lå på ad et bjerg, så små gader op og ned. Der var hyggeligt men gammelt. Meget var ikke vedligeholdt. Der var et stort vandreservoir, som ikke så alt for rent ud. Der var godt nok indlagt vand, men der blev højst fyldt vand på tankene 1 gang om ugen og de blev hurtigt brugt op og så havde de kun dette vand, som ikke så særlig indbydende ud.
Efter Thula kørte vi til Shibam. Her skulle vi spise på en restaurant der lå inde bag et gadekøkken. Der var mange spiserum, og alle med madresser og puder på gulvet men dog med et lavt bord i midten. Vi fik traditionel ris, kød og grøntsager og brød til. I den anden ende af rummet sad en stak yeminitter og havde slæbt 2 store poser qat ind, og det sad de nu og sorterede og hyggede sig med. Der var blade og kviste overalt!
Efter maden kørte vi fra Shibam til Kowkaban. Det er en lille by der ligger i 2930 m højde, dog ikke med meget liv. Dem der mest var liv i, var nogle gadehandlere der havde hele deres butik af smykker og klæder på trillebører, og lige så snart vi flyttede os, flyttede de med. Vi startede med en fantastisk udsigt ved en klippekant for enden af byen. Man skulle ikke gå for langt ud til kanten, for der var godt nok langt – lige – ned! Mens vi stod og kiggede kom en ældre kvinde med en fåreflok.
Mens Thyge, Grethe og Berith blev i bussen og blev kørt ned til Shibam, gik vi andre gennem byen og ned gennem en gammel slugt der førte til Shibam. Det var den oprindelige vej til Kowkabam, og den eneste vej til byen i gamle dage, hvor man også bragte varer til byen. Æsler og kameler måtte op gennem kløften, og det må have været noget at et arbejde! Kameler med varer kom helt fra Hadraumaut – og det må man jo sige er en pæn lang tur. Turen gennem slugten var flot. Da vi var næsten nede, hørte vi en synge. Det lød faktisk godt, og stedet havde en god akustik. Men det lød også som om manden ikke var helt normal, for så sang han ned til os hvor vi kom fra. Da vi svarede Danmark, fik han det drejet ind i sin tekst, og sang ”Welcome Denmark” ind imellem sin arabiske sang. Da vi nåede forbi ham, så vi at han stod oppe på en klippe, og da han så vi gik forbi ha, rejste han sig op og strakte armene i vejret som om han havde fået en åbenbaring! Så sang han videre og ændrede så sin tekst til ”Godbye Denmark”…! Nu troede vi så det var overstået, men han kom farende ned fra klipperne og kom pludselig susende ned af nogle vandrør der gik langs klipperne! Han susede videre og kravlede meget behændigt op på et tag i starten af byen, for nærmest at være klar til at tage imod os. Vi vinkede til ham og gik videre ned gennem byen. Der om et par små drenge og ville have taget billeder og en pige fulgte med. Hende gav jeg de sidste 4 kuglepenne jeg havde tilbage af de 10 jeg havde købt for at dele ud til børnene. Så var jeg af med dem. De blev meget glade. Vi nåede ned til bussen og så var alle samlet igen. Så kørte vi tilbage til Sana’a hvor nogle af os blev sat af på 26. Sept. St. for at købe honning. Asbjørn viste hvor det kunne købes så han førte an. Det var yemenitisk honning fra Hadraumaut og ørkenen. Jeg købte ½ kilo samt en dåse med bitavler fuld af honning. De andre gik tilbage men jeg havde lige lovet at hjælpe Inge med at få byttet sit nyindkøbte ur, der ikke lukkede ordentligt. Vi fandt urmageren, og kiggede på andre ure, men urmageren kunne faktisk lige trykke låsen med en tang, så det endte med at Inge tog det samme ur med sig igen, og nu kunne det lukkes ordentligt J
Klokken var efterhånden blevet 19.15 så vi gik tilbage til værelserne for at få pakket færdig. Da vi nåede retur, var der først lige kommet vand, så det var dejligt at kunne tage sig et bad inden hjemrejsen til Danmark. Kl. 21.00 kom Mohammed og Abdalkafi som kørte med os i lufthavnen. Saliha sagde at det gjorde de normalt ikke, men det kunne jo være at de havde fået et andet forhold til os som en lille gruppe og lidt ældre, end en flok unge studerende. Vi blev kørt i lufthavnen og tog afsked. Ved check-in i lufthavnen havde ekspedienten overhovedet ikke styr på noget som helst. Grethe var der ikke pladsbillet til i flyet, og Beriths internetbillet blev væk for ham (hun havde dog fået bordingpas, så det var ikke noget problem) og bagagen kørte han ind på én gang, alle kufferter, så der blev overhovedet ikke vejet nogle kilo af!! Men til sidst kom vi da igennem, og det eneste der var at bemærke var at kontrollen lige skulle se hvad det var for en sten Asbjørn havde puttet i sin kuffert J
Så var det bare at vente, og kl. 23.15 kunne vi gå ombord. Flyet skulle først lette 00.01, men lettede allerede 23.50! I flyet fik vi varm mad, men jeg var slet ikke sulten. Jeg prøvede at sove lidt men det er svært i sådan et sæde. Da vi var på vej til mellemlanding i Rom skulle jeg med tynd mave på toilettet… Og da vi skulle lette igen måtte jeg samme vej. Der var dog så mange der var steget af i Rom, at der var blevet rigtig mange tomme pladser, så jeg fandt en hel midterrække som var fri. Jeg slog armlænene op og lagde mig helt på langs. Og så i en time som en sten indtil det blev meddelt, at nu nærmede vi os Frankfurt Lufthavn. Jeg havde ikke engang opdaget at der havde været morgenmad…
I lufthavnen fandt vi et par bagagevogne og derefter en bus til togstationen ved lufthavnen. Herfra skulle vi tage toget til Hamborg. Vi havde 2 timer til toget gik, så vi fik en kop kaffe m.v.
Kl. 10.42 gik toget fra perron 5. Det var et meget fint og hyggeligt tog.
fredag den 17. oktober 2008
onsdag den 15. oktober 2008
Yemen - dag 11 - Sana'a, Geocaching, Yemen Times
I dag sov vi længe. Da vi endelig vågnede lå vi og snakkede en lille times tid inden jeg stod op og gik i bad. Da var klokken blevet 9.00. Jeg skrev til Cathrin og spurgte om hvor vi skulle mødes. Hun skrev tilbage at hende og taxamanden hentede mig ved værelserne. Der gik så en 1½ times tid, så skrev hun at hun ikke kunne få fat i chaufføren igen og at vi nok blev nødt til at udskyde turen til om eftermiddagen. Mens jeg så prøvede at svare på den sms, sms’ede hun mig igen, at NU var han dukket om og at de ville komme kort tid efter. Så ca. kl. 11.00 stod jeg udenfor på vejen og ventede og de kom kort tid efter. Så kørte vi til Beit Baws, hvor cachen skulle ligge, og Cathrin godt viste hvor var. Chaufføren spurgte om vej et par gange da vi nåede udkanten af Sana’a, og til sidst parkerede vi 250 m fra cachen. Beit Baws var en forladt jødisk by for mange år siden, så den var ved at falde sammen. Men nu var der flyttet nogle somaliske familier ind og overtaget nogle af husene. Selv om cachen kun lå 250 meter væk, var der langt da det var op ad bjerget og over mange sten… Chaufføren fulgte med derop og Cathrin også, men hun havde glemt at tage noget medicin fra morgenstunden af så hun havde svært ved at få vejret, så hun sattes sig på halvvejen, og ventede på chaufføren og mig. Jeg fandt hurtigt cachen og fik låget af. Chaufføren har nok troet jeg var tosset, da jeg viste ham at det var denne plastikbøtte vi var kørt efter, men han sagde ikke noget J Jeg tog nogle billeder, skrev i logbogen, og så gik vi ned igen. Der var nogle børn der havde vasket chaufførens bil i mellemtiden – de ville have penge, men da han ikke have bedt dem om det, fik de ikke nogen. Så kørte vi ned til værelserne igen, men lavede dog en lille omvej forbi et par steder som Cathrin fortalte mig om. Så blev jeg sat af, og de kørte igen. Jeg gik op til de andre og fortalte glad at jeg havde fundet cachen. Inge og Grethe havde hørt om geocaching før, men de andre gloede lidt på det billede jeg havde taget af plastikbøtten J
Så skulle Inge og jeg ud og shoppe J Grethe havde det ikke så godt, og Vibeke følte sig direkte syg, det det var kun os to tøser der drog af sted. Vi gik til Jamal Street, hvor vi efter lang tids søgen fandt et par sko til Inge. Hun fik sig også et ur. Jeg fik købt tre tørklæder som jeg skulle bruge som gave, og så gik vi ned i den gamle bydel. Her købte jeg knive og bælter, 2 tørklæder mere, et lille mosaikvindue til fyrfadslys, og et par postkort. Desuden fik jeg købt cigaretter til Jesper – 150 kr. for 2 kartoner! (4.500 YR) Inge fik købt to kjoler, yeminitiske pyntehuse, og postkort.
Da vi endelig var færdige med at shoppe var klokken blevet 17.30, og vi var tilbage på værelserne for at se på sagerne.
Kl. 18.30 skulle vi alle mødes og følges hen på Salom Hotel, for at spise middag med redaktøren fra Yemen Times og hendes mand samt en journalist. Asbjørn havde haft en kontakt til dem i et andet erinde, men de var interesseret i at høre vores meninger og holdninger omkring Yemen, som turister. Så ud over Vibeke der stadig var dårlig, og Saliha der var til møde andet steds i byen, troppede vi op på dette meget fine hotel. Vi fik buffet med forskellige ting, og kage til dessert. Kagen tog vi med op på 9. Etage (!!) og sad på bløde madresser og nød en fantastisk udsigt. Så lavede redaktøren et lille interview med hver af os til hendes avis. Ved 21.30 tiden tog vi afsked og sagde farvel – og var ikke blevet fattigere da Yemen Times havde betalt middagen!! Vi gik tilbage til værelserne, hvor Vibeke havde fået det lidt bedre, men hvor det så var min tur til at rette et par meter vandlås ud! Men så havde jeg det godt igen. Vi fik alle sludret lidt om dagens begivenheder, og så blev det konstateret at der ikke var mere vand i huset!! Det viste sig at tanken ovenpå huset var løbet tør, så vandmanden ville komme så tidligt som muligt fredag morgen – måske ved 7-tiden, men ellers ville der i hvert fald være vand igen når vi kom fra vores tur om eftermiddagen.
Triptæller: 37 km
Så skulle Inge og jeg ud og shoppe J Grethe havde det ikke så godt, og Vibeke følte sig direkte syg, det det var kun os to tøser der drog af sted. Vi gik til Jamal Street, hvor vi efter lang tids søgen fandt et par sko til Inge. Hun fik sig også et ur. Jeg fik købt tre tørklæder som jeg skulle bruge som gave, og så gik vi ned i den gamle bydel. Her købte jeg knive og bælter, 2 tørklæder mere, et lille mosaikvindue til fyrfadslys, og et par postkort. Desuden fik jeg købt cigaretter til Jesper – 150 kr. for 2 kartoner! (4.500 YR) Inge fik købt to kjoler, yeminitiske pyntehuse, og postkort.
Da vi endelig var færdige med at shoppe var klokken blevet 17.30, og vi var tilbage på værelserne for at se på sagerne.
Kl. 18.30 skulle vi alle mødes og følges hen på Salom Hotel, for at spise middag med redaktøren fra Yemen Times og hendes mand samt en journalist. Asbjørn havde haft en kontakt til dem i et andet erinde, men de var interesseret i at høre vores meninger og holdninger omkring Yemen, som turister. Så ud over Vibeke der stadig var dårlig, og Saliha der var til møde andet steds i byen, troppede vi op på dette meget fine hotel. Vi fik buffet med forskellige ting, og kage til dessert. Kagen tog vi med op på 9. Etage (!!) og sad på bløde madresser og nød en fantastisk udsigt. Så lavede redaktøren et lille interview med hver af os til hendes avis. Ved 21.30 tiden tog vi afsked og sagde farvel – og var ikke blevet fattigere da Yemen Times havde betalt middagen!! Vi gik tilbage til værelserne, hvor Vibeke havde fået det lidt bedre, men hvor det så var min tur til at rette et par meter vandlås ud! Men så havde jeg det godt igen. Vi fik alle sludret lidt om dagens begivenheder, og så blev det konstateret at der ikke var mere vand i huset!! Det viste sig at tanken ovenpå huset var løbet tør, så vandmanden ville komme så tidligt som muligt fredag morgen – måske ved 7-tiden, men ellers ville der i hvert fald være vand igen når vi kom fra vores tur om eftermiddagen.
Triptæller: 37 km
tirsdag den 14. oktober 2008
Yemen - dag 10 - Hodeidah, Mahwit
Jeg vågnede kl. 6.30 hvor jeg svedte. Aircondition havde ellers kørt det meste af natten, men Inge frøs på et tidspunkt og så slukkede jeg den. Jeg stod op og gik i bad. Vandet var køligt og det var super dejligt. Jeg kunne have stået under bruseren i ½ time om det skulle være…
Så fik jeg pakket kuffert, og gik ind i spisesalen så jeg var klar til morgenmad. Når man stod ude i deres gård kunne man se nogle væverfuglereder i træerne. Der hoppede også et par fugle rundt i træerne, men ingen af os var sikre på om det var dem. På ydersiden af hotellet stod et højt træ med en rovfuglerede i. Og rovfuglen så vi også flyve rundt og sætte sig i træet en enkelt gang. Morgenmaden blev overstået og vi fik pakket bilen.
Vi kørte først mod Hodeidah, hvor vi faktisk kun skulle spise frokost. Det var meningen at vi skulle have set et fiskemarked, men Saliha havde hørt at det ikke var noget at se – og jeg kunne heller ikke forestille mig at gå rundt mellem fiskene i 40 graders varme (eller hvor varmt der nu var).
Så kørte vi Mahwit hvor der skulle være meget frodigt. Men inden skulle vi finde Beit al-Fakih, hvor der skulle være et stort marked. Vi fandt byen, men ingen marked. Til gengæld var der så meget affald rundt omkring så det var til at blive deprimeret over!
Vi kørte videre og drejede ind nord for Az Zaydiyah. Pludselig dukkede bjergene op af disen. Landet havde indtil nu været meget fladt, men jeg skal love for at disse fantastiske bjerge pludselig poppede op af jorden! Vi kørte igen op og op og op og nød den noget køligere luft. Vi kørte igennem en masse bjergbyer, og måtte på et tidspunkt gøre holdt for at vi kunne hoppe om bag en sten og en busk for at træde af på naturens vegne. Toilettet i Hodeidah havde nemlig været noget af en udfordring for Ebbe, så vi andre skulle ikke nyde noget…
Vi kom om i Mahwit området, som var frodigt og grønt. Massevis af marker med ”Dura” prægede landskabet.
Så var solen så småt ved at gå ned. Samtidig var der skyer i området, og de to ting dannede noget flot lys over bjergene. Da solen var gået helt ned, kom der en kæmpestor fuldmåne frem og lyste bjergene op. Hvor var det flot!
Ved en af de mange militærposter hvor vi skulle aflevere en seddel med hvem vi var og hvor vi var på vej hen, ville Asbjørn tage et billede af et skilt der opfordrede til ikke at gå med våben. Militærmanden opdagede det og blev helt vild. Han skulle øjeblikkelig slette billedet, og de skulle bagefter tjekke om han nu også havde slettet det. De virkede meget strikse, men Saliha fortalte bagefter, at de havde sagt at vi jo ikke kunne vide at man ikke måtte fotografere ved posterne, men at vores chauffør og Abdalkafi burde have fortalt os det.
Så kørte vi det sidste stykke til Sana’a hvor vi købte sandwich, og derefter kørte hjem til værelserne. Her spiste vi sandwich på toppen af huset, og bagefter pakkede jeg ud, nogen snakkede videre deroppe, og Inge lavede kaffe. Vi var vist alle rigtig trætte. Vi havde kørt utrolig meget i dag, og det trættede faktisk mere end hvis vi bare havde gået over et bjerg J
Triptæller: 419 km
Så fik jeg pakket kuffert, og gik ind i spisesalen så jeg var klar til morgenmad. Når man stod ude i deres gård kunne man se nogle væverfuglereder i træerne. Der hoppede også et par fugle rundt i træerne, men ingen af os var sikre på om det var dem. På ydersiden af hotellet stod et højt træ med en rovfuglerede i. Og rovfuglen så vi også flyve rundt og sætte sig i træet en enkelt gang. Morgenmaden blev overstået og vi fik pakket bilen.
Vi kørte først mod Hodeidah, hvor vi faktisk kun skulle spise frokost. Det var meningen at vi skulle have set et fiskemarked, men Saliha havde hørt at det ikke var noget at se – og jeg kunne heller ikke forestille mig at gå rundt mellem fiskene i 40 graders varme (eller hvor varmt der nu var).
Så kørte vi Mahwit hvor der skulle være meget frodigt. Men inden skulle vi finde Beit al-Fakih, hvor der skulle være et stort marked. Vi fandt byen, men ingen marked. Til gengæld var der så meget affald rundt omkring så det var til at blive deprimeret over!
Vi kørte videre og drejede ind nord for Az Zaydiyah. Pludselig dukkede bjergene op af disen. Landet havde indtil nu været meget fladt, men jeg skal love for at disse fantastiske bjerge pludselig poppede op af jorden! Vi kørte igen op og op og op og nød den noget køligere luft. Vi kørte igennem en masse bjergbyer, og måtte på et tidspunkt gøre holdt for at vi kunne hoppe om bag en sten og en busk for at træde af på naturens vegne. Toilettet i Hodeidah havde nemlig været noget af en udfordring for Ebbe, så vi andre skulle ikke nyde noget…
Vi kom om i Mahwit området, som var frodigt og grønt. Massevis af marker med ”Dura” prægede landskabet.
Så var solen så småt ved at gå ned. Samtidig var der skyer i området, og de to ting dannede noget flot lys over bjergene. Da solen var gået helt ned, kom der en kæmpestor fuldmåne frem og lyste bjergene op. Hvor var det flot!
Ved en af de mange militærposter hvor vi skulle aflevere en seddel med hvem vi var og hvor vi var på vej hen, ville Asbjørn tage et billede af et skilt der opfordrede til ikke at gå med våben. Militærmanden opdagede det og blev helt vild. Han skulle øjeblikkelig slette billedet, og de skulle bagefter tjekke om han nu også havde slettet det. De virkede meget strikse, men Saliha fortalte bagefter, at de havde sagt at vi jo ikke kunne vide at man ikke måtte fotografere ved posterne, men at vores chauffør og Abdalkafi burde have fortalt os det.
Så kørte vi det sidste stykke til Sana’a hvor vi købte sandwich, og derefter kørte hjem til værelserne. Her spiste vi sandwich på toppen af huset, og bagefter pakkede jeg ud, nogen snakkede videre deroppe, og Inge lavede kaffe. Vi var vist alle rigtig trætte. Vi havde kørt utrolig meget i dag, og det trættede faktisk mere end hvis vi bare havde gået over et bjerg J
Triptæller: 419 km
mandag den 13. oktober 2008
Yemen - dag 9 - Khowkha, Zabid
Jeg vågnede ved 6-tiden men trak den til halv syv inden jeg stod op. Jeg havde svedt meget af natten da vi havde slukket helt for aircondition da vi ikke kunne få den til at slå fra som den skulle og når den kørte så larmede den meget. Jeg gik ud og tog et bad, og her var vandet varmt og man kunne IKKE vælge koldt vand!
Så var vi lige nede og kigge på vandet og der var bestemt ikke kommet mere vand siden i går, så det skulle nok være sådan. Så var der morgenmad i restauranten og det var små flutes med ost og syltetøj, kaffe og te, æg og yougurt.
Efter morgenmaden skulle vi ud og bade! Alle undtagen chaufføren og Saliha skulle ud og bade. Jeg konstaterede at jeg havde glemt min badedragt, så jeg viste ikke rigtig om jeg ville i, men med i båden ville jeg da. Det var en motorbåd hvor der var isat siddepladser af gamle plastikstole. Abdulkafi tog med og så var der styrmanden. Vi sejlede ud af indelukket. Vi så massevis af forskellige fugle, og små fisk der sprang op af vandet. Vi så masser af gamle forældede både, nye både og både til reparation. De var flotte og meget specielle må man sige.
Styrmanden sejlede os ud af bugten og ud på åbent hav. Her, lidt fra kysten stoppede han motoren og sagde at vandet her gik til navlen. Vi kunne ikke se bunden, for vandet var lidt grumset, men det virkede alligevel rent. Thyge skulle ikke i men de andre kom i, og så blev jeg også overtalt. Jeg beholdt bare trusser og top på, for jeg havde andet jeg kunne skifte til i hytten. Og hvor var det dog dejligt! Ih hvor vi nød det. Vi følte også at vi blev vasket godt, selv om det var i saltvand, og vandet var MEGET salt!
Efter en ½ times tid kom vi op af vandet igen og fik os tørret. Så sejlede vi ind igen og fandt Saliha i snak med nogle af beboerne samt chaufføren.
Så fik vi pakket det sidste og læsset bilen og derefter gik turen til Zabid. Vi kørte langs med det røde hav, og mange steder var der hytter hvor man ikke skulle tro at der kunne bo nogen! Da vi drejede ind i landet mod Zabid kom vi faktisk ind i decideret ørken. Sandet føg over vejen og sanddynerne lå på hver side af os. Her holdt vi så lige 5 min. pause så vi kunne tage billeder. Så kørte vi videre og fandt til sidst Zabid. Hotellet var et hyggeligt sted med stor ”udendørs” spisesal og 4 værelser der lå lige ved siden af. Sengene var meget høje. Og overalt var der ”senge/sofaer” i spisebordshøjde. Her var MEEEGET varmt!!!! Det var lige til at blive dårlig af! Vi fik værelser – hvor vi skulle sove 4 i et og så delte Thyge/Berith det andet og Ebbe/Asbjørn det 3. Og Saliha fik det 4. Så fik vi frokost og derefter var der bare afslapning for det var for varmt til at fortage sig noget som helst. Jeg lagde mig ind på min seng og blundede lidt.
Kl. 15 gik vi så ned gennem byen og så Citadellet. Guiden der viste os rundt ville meget gerne læse videre – han havde den grundlæggende skole og prøvede at lære sig selv mere, men han kunne ikke komme på universitetet da han skulle forsørge mange søskende og forældre. Der var et par personer mere som fulgte os.
Gammel moske. Tage et billede. Lille fyr tilbyder at tage billeder. Jeg vil efterfølgende betale ham men det vil han ikke have. Han tager også billeder i den store moske, hvor vi nærmest bliver bortvist, fordi en af fyrene der hører at vi er fra Danmark. Saliha og Abdalkafi bliver også forvist, da 2-3 mand i moskeen mener at turister bare tager tørklæde på for at komme ind i moskeen, og at de slet ikke er muslimer.
Vi ender ved en mand der inviterer alle på te. Her får man også smurt parfume på hænderne og skal lugte til røgelse. ”Min” lille ven viser det ene og det andet jeg kan tage billeder af, og viser også noget specielt man smører sig ind i bag ørerne når man er blevet gift. Han virker ret klæbende, og jeg prøver at ignorerer ham. Han vi gerne have en fodbold i stedet for penge siger han så pludselig, og siger at hvis det er ok, kan vi se på det når vi går i gennem suq’en. Jeg siger ok. Men da vi har været hele vejen rundt og skal til at i suq’en bliver Asbjørn pludselig dårlig og brækker sig. Så det ender med at vi går direkte til hotellet. Jeg siger til min klæbrige lille fyr at han jo ikke får en bold alligevel, men at jeg så vil give ham lidt penge. Det var han tilfreds med. Inde på hotellet beder ham om at få taget et billede af ham og mig samt en af de andre der gik med rundt. Derefter forsvandt han heldigvis. Så det fik vi en af de andre til at tage. Så var det dømt afslapning, og efter en times tid var der aftensmad.
Så var der yeminitisk te og snak ved bordet.
Kattene var der mange af og de var rad magre! Killingerne lignede rotter. De havde store ører og øjne og var meget tynde. De tiggede konstant om mad. Det var lidt træls, for vi havde også fået at vide at vi skulle holde os fra dem, da de var fulde af lopper.
Triptæller: 75 km
Så var vi lige nede og kigge på vandet og der var bestemt ikke kommet mere vand siden i går, så det skulle nok være sådan. Så var der morgenmad i restauranten og det var små flutes med ost og syltetøj, kaffe og te, æg og yougurt.
Efter morgenmaden skulle vi ud og bade! Alle undtagen chaufføren og Saliha skulle ud og bade. Jeg konstaterede at jeg havde glemt min badedragt, så jeg viste ikke rigtig om jeg ville i, men med i båden ville jeg da. Det var en motorbåd hvor der var isat siddepladser af gamle plastikstole. Abdulkafi tog med og så var der styrmanden. Vi sejlede ud af indelukket. Vi så massevis af forskellige fugle, og små fisk der sprang op af vandet. Vi så masser af gamle forældede både, nye både og både til reparation. De var flotte og meget specielle må man sige.
Styrmanden sejlede os ud af bugten og ud på åbent hav. Her, lidt fra kysten stoppede han motoren og sagde at vandet her gik til navlen. Vi kunne ikke se bunden, for vandet var lidt grumset, men det virkede alligevel rent. Thyge skulle ikke i men de andre kom i, og så blev jeg også overtalt. Jeg beholdt bare trusser og top på, for jeg havde andet jeg kunne skifte til i hytten. Og hvor var det dog dejligt! Ih hvor vi nød det. Vi følte også at vi blev vasket godt, selv om det var i saltvand, og vandet var MEGET salt!
Efter en ½ times tid kom vi op af vandet igen og fik os tørret. Så sejlede vi ind igen og fandt Saliha i snak med nogle af beboerne samt chaufføren.
Så fik vi pakket det sidste og læsset bilen og derefter gik turen til Zabid. Vi kørte langs med det røde hav, og mange steder var der hytter hvor man ikke skulle tro at der kunne bo nogen! Da vi drejede ind i landet mod Zabid kom vi faktisk ind i decideret ørken. Sandet føg over vejen og sanddynerne lå på hver side af os. Her holdt vi så lige 5 min. pause så vi kunne tage billeder. Så kørte vi videre og fandt til sidst Zabid. Hotellet var et hyggeligt sted med stor ”udendørs” spisesal og 4 værelser der lå lige ved siden af. Sengene var meget høje. Og overalt var der ”senge/sofaer” i spisebordshøjde. Her var MEEEGET varmt!!!! Det var lige til at blive dårlig af! Vi fik værelser – hvor vi skulle sove 4 i et og så delte Thyge/Berith det andet og Ebbe/Asbjørn det 3. Og Saliha fik det 4. Så fik vi frokost og derefter var der bare afslapning for det var for varmt til at fortage sig noget som helst. Jeg lagde mig ind på min seng og blundede lidt.
Kl. 15 gik vi så ned gennem byen og så Citadellet. Guiden der viste os rundt ville meget gerne læse videre – han havde den grundlæggende skole og prøvede at lære sig selv mere, men han kunne ikke komme på universitetet da han skulle forsørge mange søskende og forældre. Der var et par personer mere som fulgte os.
Gammel moske. Tage et billede. Lille fyr tilbyder at tage billeder. Jeg vil efterfølgende betale ham men det vil han ikke have. Han tager også billeder i den store moske, hvor vi nærmest bliver bortvist, fordi en af fyrene der hører at vi er fra Danmark. Saliha og Abdalkafi bliver også forvist, da 2-3 mand i moskeen mener at turister bare tager tørklæde på for at komme ind i moskeen, og at de slet ikke er muslimer.
Vi ender ved en mand der inviterer alle på te. Her får man også smurt parfume på hænderne og skal lugte til røgelse. ”Min” lille ven viser det ene og det andet jeg kan tage billeder af, og viser også noget specielt man smører sig ind i bag ørerne når man er blevet gift. Han virker ret klæbende, og jeg prøver at ignorerer ham. Han vi gerne have en fodbold i stedet for penge siger han så pludselig, og siger at hvis det er ok, kan vi se på det når vi går i gennem suq’en. Jeg siger ok. Men da vi har været hele vejen rundt og skal til at i suq’en bliver Asbjørn pludselig dårlig og brækker sig. Så det ender med at vi går direkte til hotellet. Jeg siger til min klæbrige lille fyr at han jo ikke får en bold alligevel, men at jeg så vil give ham lidt penge. Det var han tilfreds med. Inde på hotellet beder ham om at få taget et billede af ham og mig samt en af de andre der gik med rundt. Derefter forsvandt han heldigvis. Så det fik vi en af de andre til at tage. Så var det dømt afslapning, og efter en times tid var der aftensmad.
Så var der yeminitisk te og snak ved bordet.
Kattene var der mange af og de var rad magre! Killingerne lignede rotter. De havde store ører og øjne og var meget tynde. De tiggede konstant om mad. Det var lidt træls, for vi havde også fået at vide at vi skulle holde os fra dem, da de var fulde af lopper.
Triptæller: 75 km
søndag den 12. oktober 2008
Yemen - dag 8 - Taiz, Khowkha
13. okt.08
Vi stod op kl. 7.00 Om natten havde jeg først været oppe og lukke vinduet da de begyndte at kalde til bøn – det var meget tæt på og ikke til at sove for. Senere på natten var jeg oppe og slukke for køleskabet, for hvor det dog også larmede!! Nå men vi kom op og fik pakket og så gik vi ned på 1 etage hvor der var morgenmad. Der var pænt i forhold til så mange andre steder. Så satte vi bagagen i receptionen og gik på gaden. Her gik vi ind i gaderne og gennem suq’en. Så gik vi op til Modhafer Mosque som de var ved at reparere. Vi kom ind i den og gik rundt og kiggede. Imamen viste os rundt og vi fik også lov at komme ind i det hellige, ved at stå lige inden for døren. Der var meget malerarbejde, og det var utrolig flot lavet. Man havde italienske folk på for at lave prøver af de naturlige farver der var brugt i hvælvingerne og for at renovere dem.
Så mente Abdulkafi at han hellere måtte rekvirere bilen så vi kunne blive kørt det sidste stykke op til borgen: Al-Qahirah Castle. Det var en gammel fæstning, som også var ved at blive restaureret. Utrolig flot – og vist også en del nyt. På toppen var et lille bitte museum som vi var inde og se. Udenfor var der en storslået udsigt over Taiz, og det blæste meget – men det var meget rart pga varmen. Da vi kom ned kørte vi forbi et par steder for at hente varmt mad som vi kunne tage med ud et sted i naturen og spise. Vi kørte uden for Taiz og fandt et sted hvor der var opdyrkede marker. Her under et par træer blev der dækket bord. De lokale kom og snakkede med os. De var søde og venlige. En gammel dame gav os nogle frugter som jeg aldrig har set før. Grønne og på størrelse med alm. Tomater, men de smagte lidt henad pærer men med mange små sten i midten. Da vi ikke kunne spise mere tog de lokale over og 2 min. efter var ”bordet” ryddet!
Så gik vi til bilerne, og vi kørte igen til Taiz hvor vi satte hotelmanden af som vi havde haft med ud til markerne også.
Vi kørte videre mod khowkha og da vi var blevet lidt sent på den blev klokken også omkring 17.30 inden vi nåede det hotel nord for Khowkha hvor vi skulle bo. Vi var kørt igennem mange forskellige egne hvor naturen havde vekslet helt utrolig meget. De sidste 20 km ud til kysten var sand med små træer og støvede totter græs. Ind imellem lå de små hytter. Utroligt at der boede folk der! Da vi kom til hotellet viste det sig at være små hytter som vi skulle bo i. Det var lidt over i det afrikanske, og befolkningen var også meget mere sort og havde afrikanske træk mange af dem. Hotellet var lidt ”koloni-agtigt”. Vi var lige ude og se det røde hav, men det var lavvande, så der var ikke meget vand. Der lå ligesom en dæmning mellem os og havet, hvor der ved højvande stod vand på indersiden af dæmningen. Der lå en del fiskebåde trukket op på land. Så gik vi i hytterne og pakkede ud og kl. 19 var der aftensmad i en fin sal med udskårne billeder af skibene ved vinduerne. Vi fik grøntsagssuppe til forret og fisk og ris og salat efterfølgende. Til sidst fik vi vandmelon. Efter maden gik vi over i et rundt hus hvor vi kunne sidde rundt i kanten på sofaer. Så blev der spillet på lut af en lokal, og der var to på tromme og 2 der dansede. De hev også et par af os ud på gulvet. En lille dreng og en lidt større pige var også med der inde. De gik på omgang for hvor var de dog søde. Ved 22tiden var det slut og vi var lige ude og se at havet var ved at stige, inden vi fandt vores senge og jeg fandt pc’en J
Triptæller: 200 km
Vi stod op kl. 7.00 Om natten havde jeg først været oppe og lukke vinduet da de begyndte at kalde til bøn – det var meget tæt på og ikke til at sove for. Senere på natten var jeg oppe og slukke for køleskabet, for hvor det dog også larmede!! Nå men vi kom op og fik pakket og så gik vi ned på 1 etage hvor der var morgenmad. Der var pænt i forhold til så mange andre steder. Så satte vi bagagen i receptionen og gik på gaden. Her gik vi ind i gaderne og gennem suq’en. Så gik vi op til Modhafer Mosque som de var ved at reparere. Vi kom ind i den og gik rundt og kiggede. Imamen viste os rundt og vi fik også lov at komme ind i det hellige, ved at stå lige inden for døren. Der var meget malerarbejde, og det var utrolig flot lavet. Man havde italienske folk på for at lave prøver af de naturlige farver der var brugt i hvælvingerne og for at renovere dem.
Så mente Abdulkafi at han hellere måtte rekvirere bilen så vi kunne blive kørt det sidste stykke op til borgen: Al-Qahirah Castle. Det var en gammel fæstning, som også var ved at blive restaureret. Utrolig flot – og vist også en del nyt. På toppen var et lille bitte museum som vi var inde og se. Udenfor var der en storslået udsigt over Taiz, og det blæste meget – men det var meget rart pga varmen. Da vi kom ned kørte vi forbi et par steder for at hente varmt mad som vi kunne tage med ud et sted i naturen og spise. Vi kørte uden for Taiz og fandt et sted hvor der var opdyrkede marker. Her under et par træer blev der dækket bord. De lokale kom og snakkede med os. De var søde og venlige. En gammel dame gav os nogle frugter som jeg aldrig har set før. Grønne og på størrelse med alm. Tomater, men de smagte lidt henad pærer men med mange små sten i midten. Da vi ikke kunne spise mere tog de lokale over og 2 min. efter var ”bordet” ryddet!
Så gik vi til bilerne, og vi kørte igen til Taiz hvor vi satte hotelmanden af som vi havde haft med ud til markerne også.
Vi kørte videre mod khowkha og da vi var blevet lidt sent på den blev klokken også omkring 17.30 inden vi nåede det hotel nord for Khowkha hvor vi skulle bo. Vi var kørt igennem mange forskellige egne hvor naturen havde vekslet helt utrolig meget. De sidste 20 km ud til kysten var sand med små træer og støvede totter græs. Ind imellem lå de små hytter. Utroligt at der boede folk der! Da vi kom til hotellet viste det sig at være små hytter som vi skulle bo i. Det var lidt over i det afrikanske, og befolkningen var også meget mere sort og havde afrikanske træk mange af dem. Hotellet var lidt ”koloni-agtigt”. Vi var lige ude og se det røde hav, men det var lavvande, så der var ikke meget vand. Der lå ligesom en dæmning mellem os og havet, hvor der ved højvande stod vand på indersiden af dæmningen. Der lå en del fiskebåde trukket op på land. Så gik vi i hytterne og pakkede ud og kl. 19 var der aftensmad i en fin sal med udskårne billeder af skibene ved vinduerne. Vi fik grøntsagssuppe til forret og fisk og ris og salat efterfølgende. Til sidst fik vi vandmelon. Efter maden gik vi over i et rundt hus hvor vi kunne sidde rundt i kanten på sofaer. Så blev der spillet på lut af en lokal, og der var to på tromme og 2 der dansede. De hev også et par af os ud på gulvet. En lille dreng og en lidt større pige var også med der inde. De gik på omgang for hvor var de dog søde. Ved 22tiden var det slut og vi var lige ude og se at havet var ved at stige, inden vi fandt vores senge og jeg fandt pc’en J
Triptæller: 200 km
lørdag den 11. oktober 2008
Yemen - dag 7 - Ibb, Jibla, Tai'z
Vi stod op kl. 6.30, for at gå i bad og pakke det sidste. Kl. 7.30 gik vi ned i køkkenet for at smørre os et par flutes og få en kop kaffe. Så fik vi kufferterne ud på minibussen der kom 5 min. over 8. Det var samme chauffør som sidst og Abdulkafi skulle også med. Chaufføren havde sat tagbagagebærer på bussen, så vi kunne have bagagen ovenpå bilen så der var mere plads inde i bilen. Så gik turen mod Ibb hvor vi skulle spise frokost. Først skulle vi dog finde en hæveautomat, da vi var nogle stykker er skulle have lidt flere penge mellem hænderne. Vi kørte ud af Sanaa og kom næsten forbi cachen jeg så gerne vil finde!! Uden for Sanaa var det meget fladt men stadig over 2000 m. i højden. Her var der pludselig frodige marker med alverdens afgrøder. Det var dejligt at se så meget grønt! Et sted holdt bilerne i flere 100-meter lange køer ved en tankstation, da der var kommet billig diesel. Et andet sted holdt de også i kø, men som om de bare var forberedte på at prisen skulle falde??? Der var kun køen. Ingen mennesker eller biler ved selve tankstanderen….
Et par steder holdt vi ind for at nyde udsigt og tage billeder. Vi var nemlig på vej op i bjergene igen og nu kunne vi se ud over alt det grønne. Det var et fantastisk syn. Ved en af udsigterne var der en platform man kunne stå på. Her kom en lille pige og ville sælge mig en forstening. Jeg ville ikke købe men så sagde hun at vi var venner og så gav hun mig den i stedet for! Så kom der en dreng og spurgte efter noget at skrive med. Det er jo trods alt noget de kan bruge til noget her i bjergene, så da jeg havde nydt udsigten og taget nogle billeder gik jeg ned i bilen igen og fandt en Garmin-kuglepen til ham. Han smilede helt om i nakken J
Politieskorte fra uden for Saana til lidt inden Ibb.
Så kørte vi videre og langt om længe – kl. 13.00 ankom vi til Ibb. Her skulle vi spise på et hotel og vi blev ført ned i noget jeg vil kalde kælderen. Kælderen var opdelt i rum med forhæng for. Det lignede faktisk nogle store prøverum i en tøjbutik. Men her var der sat borde og stole op, og så kunne man sidde der i fred for andre og spise sin mad. Vi fik ris, kylling, brød og nogle andre ting, og der var så rigeligt og det smagte virkelig godt. Toiletterne var ekstraordinært blevet gjort rene for vores skyld, men det var så som så synes jeg. Det var et hul i jorden, men det var også ok, hvis ellers bare resten var rent, og det følte jeg ikke det var. Øv.
Efter middagen kørte vi videre til Jiblah hvor vi skulle se Queen Arwa’s /Saba’s Museum. Det var et sjovt hus med en masse gamle fine ting og en god historie. Der var en pige indhyldet i sort som spurgte om vi var tyskere. Da vi fortalte at vi var danskere sagde hun at det var lidt ligesom hollansk J Hun fortalte en masse om tingene på museet og jeg havde en fornemmelse af at hun ville guide os og have penge for det i sidste ende L Efter museet gik vi ned gennem byen og den 500 år gamle basar og endte ved Queen Arwa’s Mosque. Vi havde fået at vide at vi ekstraordinært havde fået lov til at komme indenfor, hvor det jo ellers kun var mandlige muslimer der måtte komme derind. Pigen som hed Ramon, sagde at der nogle gange var nogle idioter som skulle ødelægge det hele. Selvfølgelig måtte vi gå derind. Vi skulle bare sætte skoene udenfor. Saliha havde fået lov mens vi andre stod udenfor. Men Ramon fik skubbet mig ind i moskeen og jeg fik taget en del billeder inden de kom en ældre mand og sagde at det måtte jeg ikke. Ramon brokkede sig – hun var virkelig en gæv pige – men jeg gik dog ud igen for ikke at skabe mere ballade. Hun fortalte at ham som havde tiltalt os, kom ude fra landet, og gik så rundt i moskeen og påstod han var imam over for turisterne for at lokke penge ud af dem. Det var det rene svindel, sagde hun. Vi blev vist videre rundt og det var en meget flot gammel by og moske. Efter rundvisningen følte jeg alligevel at Ramon havde gjort det godt – specielt ved moskeen – så jeg gav hende 2000 rial og det så hun ud til at hun blev glad for. Hun havde en stak søskende og hun var selv lige blevet færdig med gymnasiet og ville gerne læse videre. Derfor viste hun turister rundt for at tjene lidt penge.
Fra Jiblah kørte vi 16.45 mod Taiz. Det var da noget af en by med indeklemte gader! Jeg må rose chaufføren for at få minibussen viklet rundt i de gader uden så meget som en skramme! Generelt kørte han rigtig godt og sikkert. Det var dejligt. Vi fandt hotellet og fik bagagen smidt op på nogle ok værelser med køleskab og tv som havde en masse arabiske kanaler, én fransk og CNN.
Så mødtes vi kl. 19.00 og kørte op til Hotel Jabal Sabr som lå 500 m. over byen oppe i bjergene. Det var hårnålesving på hårnålesving inden man kom der op, men hvor var det en flot udsigt. Det var jo blevet mørkt så det var alle lysene ud over byen man kunne se. Vi fandt hotellet og fik os sat udenfor selv om det var ved at blive lidt køligt. Udsigten skulle nydes! Vi bestilte mad, og den kom laaaangt om længe og så var der ikke mad ti Berith og mig L Så endnu mere venten, og endelig kom det sidste mad. Strømmen gik lige pludselig, men hotellet havde heldigvis en nødgenerator der gik i gang kort efter. Man kunne dog se op ad bjerget, at det var fåtallet der havde en nødgenerator, da stort set hele bjerget var mørklagt. Byen i bunden var dog stadig fuldt oplyst. Inden vi var færdige med at spise havde alle fået lys igen. Det var dog lidt af en skuffelse hvad maden angik , samt betjeningen, i forhold til hvordan hotellet så ud. Det var det sejeste kød jeg havde fået siden vi kom herned, og den sene servering gjorde det ikke bedre L Men udsigten fejlede ikke noget J
Efter maden kørte vi lidt forfrosne ned til overnatningshotellet igen, hvor vi gik direkte på værelserne.
Triptæller: 295 km
Et par steder holdt vi ind for at nyde udsigt og tage billeder. Vi var nemlig på vej op i bjergene igen og nu kunne vi se ud over alt det grønne. Det var et fantastisk syn. Ved en af udsigterne var der en platform man kunne stå på. Her kom en lille pige og ville sælge mig en forstening. Jeg ville ikke købe men så sagde hun at vi var venner og så gav hun mig den i stedet for! Så kom der en dreng og spurgte efter noget at skrive med. Det er jo trods alt noget de kan bruge til noget her i bjergene, så da jeg havde nydt udsigten og taget nogle billeder gik jeg ned i bilen igen og fandt en Garmin-kuglepen til ham. Han smilede helt om i nakken J
Politieskorte fra uden for Saana til lidt inden Ibb.
Så kørte vi videre og langt om længe – kl. 13.00 ankom vi til Ibb. Her skulle vi spise på et hotel og vi blev ført ned i noget jeg vil kalde kælderen. Kælderen var opdelt i rum med forhæng for. Det lignede faktisk nogle store prøverum i en tøjbutik. Men her var der sat borde og stole op, og så kunne man sidde der i fred for andre og spise sin mad. Vi fik ris, kylling, brød og nogle andre ting, og der var så rigeligt og det smagte virkelig godt. Toiletterne var ekstraordinært blevet gjort rene for vores skyld, men det var så som så synes jeg. Det var et hul i jorden, men det var også ok, hvis ellers bare resten var rent, og det følte jeg ikke det var. Øv.
Efter middagen kørte vi videre til Jiblah hvor vi skulle se Queen Arwa’s /Saba’s Museum. Det var et sjovt hus med en masse gamle fine ting og en god historie. Der var en pige indhyldet i sort som spurgte om vi var tyskere. Da vi fortalte at vi var danskere sagde hun at det var lidt ligesom hollansk J Hun fortalte en masse om tingene på museet og jeg havde en fornemmelse af at hun ville guide os og have penge for det i sidste ende L Efter museet gik vi ned gennem byen og den 500 år gamle basar og endte ved Queen Arwa’s Mosque. Vi havde fået at vide at vi ekstraordinært havde fået lov til at komme indenfor, hvor det jo ellers kun var mandlige muslimer der måtte komme derind. Pigen som hed Ramon, sagde at der nogle gange var nogle idioter som skulle ødelægge det hele. Selvfølgelig måtte vi gå derind. Vi skulle bare sætte skoene udenfor. Saliha havde fået lov mens vi andre stod udenfor. Men Ramon fik skubbet mig ind i moskeen og jeg fik taget en del billeder inden de kom en ældre mand og sagde at det måtte jeg ikke. Ramon brokkede sig – hun var virkelig en gæv pige – men jeg gik dog ud igen for ikke at skabe mere ballade. Hun fortalte at ham som havde tiltalt os, kom ude fra landet, og gik så rundt i moskeen og påstod han var imam over for turisterne for at lokke penge ud af dem. Det var det rene svindel, sagde hun. Vi blev vist videre rundt og det var en meget flot gammel by og moske. Efter rundvisningen følte jeg alligevel at Ramon havde gjort det godt – specielt ved moskeen – så jeg gav hende 2000 rial og det så hun ud til at hun blev glad for. Hun havde en stak søskende og hun var selv lige blevet færdig med gymnasiet og ville gerne læse videre. Derfor viste hun turister rundt for at tjene lidt penge.
Fra Jiblah kørte vi 16.45 mod Taiz. Det var da noget af en by med indeklemte gader! Jeg må rose chaufføren for at få minibussen viklet rundt i de gader uden så meget som en skramme! Generelt kørte han rigtig godt og sikkert. Det var dejligt. Vi fandt hotellet og fik bagagen smidt op på nogle ok værelser med køleskab og tv som havde en masse arabiske kanaler, én fransk og CNN.
Så mødtes vi kl. 19.00 og kørte op til Hotel Jabal Sabr som lå 500 m. over byen oppe i bjergene. Det var hårnålesving på hårnålesving inden man kom der op, men hvor var det en flot udsigt. Det var jo blevet mørkt så det var alle lysene ud over byen man kunne se. Vi fandt hotellet og fik os sat udenfor selv om det var ved at blive lidt køligt. Udsigten skulle nydes! Vi bestilte mad, og den kom laaaangt om længe og så var der ikke mad ti Berith og mig L Så endnu mere venten, og endelig kom det sidste mad. Strømmen gik lige pludselig, men hotellet havde heldigvis en nødgenerator der gik i gang kort efter. Man kunne dog se op ad bjerget, at det var fåtallet der havde en nødgenerator, da stort set hele bjerget var mørklagt. Byen i bunden var dog stadig fuldt oplyst. Inden vi var færdige med at spise havde alle fået lys igen. Det var dog lidt af en skuffelse hvad maden angik , samt betjeningen, i forhold til hvordan hotellet så ud. Det var det sejeste kød jeg havde fået siden vi kom herned, og den sene servering gjorde det ikke bedre L Men udsigten fejlede ikke noget J
Efter maden kørte vi lidt forfrosne ned til overnatningshotellet igen, hvor vi gik direkte på værelserne.
Triptæller: 295 km
Abonner på:
Opslag (Atom)