
Jeg fik taget afsked med Jesper og vi gik ned til vores tog. Det var et tysk nattog der kørte fra København til Basel. Det skulle køre fra Odense 20.23. Vi fandt vogn 192 og her fandt vi også Asbjørn og hans søn Ebbe samt Thyge og Berit som også skulle med i vores lille flok. De var alle 4 fra København.
Vi havde fået tildelt én kupé med 6 sovepladser, 3 på hver side af det lille rum, og en anden kupé, hvor vi var blevet tildelt 3 køjepladser mere ud af 6. I sidstnævnte kupé var de 3 øvrige pladser så fyldt op af vildt fremmede mennesker. Inge, Grethe og Vibeke sov i kupéen med de 3 reservationer, og jeg sov sammen med Saliha, og de 4 fra København. Der var ikke meget plads til kufferter m.v., men en af togpersonalerne kom og viste os et aflåst rum hvor der kunne være en masse ekstra bagage. Efter afgang fra Odense sad vi og snakkede i et par timer. Inge og jeg var på en lille udflugt gennem toget. Vi var på jagt efter et cafeteria som jeg havde hørt der skulle være. Efter 5 vogne nåede vi frem! Vi havde både været forbi almindelige kupé-vogne samt 1. klasses sovevogne, med trapper både op og ned til enkeltkupéer.
I cafeteriet kunne man både få mad og drikke, og man kunne også sidde og nyde maden på stedet. Vi nøjedes dog med at købe lidt vand. 3 euro for ½ liter vand!!
Tilbage i kupéen blev der snakket lidt videre. Saliha fortalte en masse om forholdene i Yemen og lidt om kulturen. Efter lidt tid begyndte vi at pakke køjerne ud og brede tæpper ud. Der var en stige man kunne sætte på en stang ved vinduet for at komme op i de øverste køjer. Der var ikke meget plads til 6 mennesker, så det med at få rykket rundt på håndbagage og komme ud og få børstet tænder og tisse af, gik lidt på skift. Da vi endelig lå i køjerne var vi på vej ned gennem Tyskland. Toget havde i mellemtiden haft stop i Kolding og Padborg. Selv om toget rumlede og skrumlede så fik jeg faktisk sovet en del. Jeg var dog også vågen rigtig mange gange, specielt når toget stoppede. Men selv om man fik sovet noget, var jeg godt nok træt, da jeg kl. 06.15 besluttede at stå op. Asbjørn og Berith var stået op og for at hele toget ikke skulle på toilettet på én gang, kunne man jo lige så godt komme i gang. Toget skulle være i Frankfurt kl. 6.55, og det kom til at passe meget godt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar