Vækkeuret ringede kl. 6.45, men vi trak tiden til kl. 7, da vi var temmelig bombede. Så gik Vibeke i bad – og brugte den kolde hane, som der åbenbart kom varmt vand ud af…. Og jeg stod op og lavede en klatvask. Så gik vi til morgenmad i den store stue k. 7.30 og det var med brød, ost, honning og kogte bønner, samt efterfølgende te og kaffe.
På vej til Hoteib
På vej til Hoteib Så skulle vi minibussen og køre til Hoteib. Denne by er en pilgrimsby som er beboet af Ismeilitter. 
På toppen er en 800 år gammel moske. 
I byen har de en næsten ny moske som er blevet betalt af slægtninge i USA. 
På toppen er en 800 år gammel moske. I byen har de en næsten ny moske som er blevet betalt af slægtninge i USA. I hjørnet af kirkeområdet sad nogle fine piger.
Byen er også meget grøn – flotte træer med vandingsanlæg som også betales af slægtninge.
Byen er også meget grøn – flotte træer med vandingsanlæg som også betales af slægtninge. Indgangsportalen til Hoteib
Udsigt fra Hoteib
På vej op gennem byen til bjerget med den gamle moské.
Kaffemarker i plantager.
På vej op gennem byen.
På vej op ad bjerget.
Vi skulle op til toppen til den gamle moske. Grethe, Inge, Berit og Thyge blev nede i byen. Der var godt nok lagt op og man følte det som om man gik på ydersiden af bjerget, hvad man jo egentlig også gjorde.
Der tørres majs.
Mohammed på vej op.
På toppen var der en fantastisk udsigt (også der!) Moskeen var ikke ret stor, men det var fascinerende at tænke på, at man kunne bygge noget sådan så højt oppe på så lille et sted.
Vi havde læreren Abdulkafi med fra Sana’a og Mohammad med stokken (det blev han kaldt) Han var guide i bjergene. Byen er imod qat, så ingen tygger qat her og kommer de på besøg må de qat-tyggende blive uden for bygrænsen. De dyrker heller ikke qat som de gør alle andre steder, men kaffe. Her går pigerne heller ikke i sort, men i farvestrålende kjoler med sjal over håret og ikke tildækket ansigt.
Nede i byen fik vi købt en ekstra vand og så var det meningen at vi skulle gå over bjergene tilbage til Manakha. Berit og Grethe blev i bilen og blev kørt hjem. Det var en flot men hård tur over bjergene. Vi gik i 3 timer. Vi startede med at komme forbi en jordbærmark!!! Her købte vi 1 kg jordbær for 500 rial. Mohammad blev ved jordbærmarken mens jordbærejerne plukkede bærene og så fik han os indhentet lidt efter. Vi pustede og stønnede, og Mohammad traskede af sted som om han aldrig havde lavet andet. Pludselig kom der en kvinde farende ned over bjerget. Hun havde den ene af sine to sønner med. Hendes mand arbejdede i Sana’a så hun var alene det meste af tiden. Hun hæklede vaskeklude, af nylonsnor, så sådan en købte nogle stykker af os for 500 rial. Det gik vist til et godt formål. Hun var meget snakkesagelig. Vi vinkede farvel til dem og gik videre. Det gik op ad bakke og ned ad bakke. Et sted holdt vi hvil og spiste jordbær under et stort træ. Ved siden af os var nogle tørre majsmarker, og længere væk var der veje op i endnu højere bjerge. Det var utroligt hvad der lå af huse rundt omkring på de mest utrolige steder. Vi kom til en lille by der også lå på en top. Her boede en hollandsk kvinde i et 3-4 etagers hus helt for sig selv. Hun havde lejet det, men var der dog ikke da vi var der. Der var også et andet stort hus som var bygget som hotel, men dem der havde bygget det var blevet uvenner, så det var aldrig blevet åbnet. Man kunne leje det for 10.000 rial (350 kr.!!!) om måneden. Et par små piger kom og ville sælge smykker, men vi takkede pænt nej. Den ene pige spurgte efter en kuglepen og Inge gav hende en. Vi satte os og spiste lidt flere jordbær, og gav så resten til pigerne da de var begyndt at koge i posen… Vi nåede helt op på toppen af den lille by. Herfra kunne vi se ned til Mahnakha. Så fortsatte vi ned på den anden side og nu gik det ned ad. Men det var faktisk meget mere hårdt end at gå opad. Her var der flere sten og trappeagtige afsatser og skulle man nyde naturen også måtte man stå stille, for når man gik, skulle ens øjne hvile på vejen konstant for ikke at træde forkert eller falde. Vi kom meget trætte ned ad bjerget efter 3 timer, og da vi nåede byen kom minibussen og kørte os de sidste 500 m. Abdulkafi havde ringet efter den da han synes det var synd at vi skulle gå mere. Men han synes det var flot at vi havde klaret turen. Thyge er i 50’erne, det er Vibeke også og Inge er 68!
Så kom vi ind og fik sat skoene og så var der dækket frokostbord. Det var vel nok rart! Da vi havde spist blev vi tilbudt qat, og jo! Jeg skulle da prøve det. Men det var noget underligt noget at få i munden og jeg kunne slet ikke finde ud af at få det over i kinden som det skulle. Jeg tror nu nok det var fordi jeg ikke havde fået nok blade. Det smagte besk, så jeg gik op og spyttede det ud igen og skyllede munden en masse gange…. Men så havde jeg da smagt det. Så skulle vi pakke sammen og sige farvel til alle de flinke mennesker og så af sted til Sana’a. Saliha havde spurgt hvad Mohammad fik for at guide os de to dage. Det fik han 1000 rial for (35 kr)!!! Det var vi noget overraskede over, og blev enige om at give ham 1000 rial hver for hans gode arbejde. Dem tog han da også imod. Så kørte vi og turen tog igen et par timer før vi var i Sana’a. Vi købte nogle sandwich med hjem for der skulle ikke ske mere i dag andet end at der skulle slappes af. Vibeke var nede og købe nogle alkoholfri øl, og så satte vi os op på terrassen og spiste sandwich og drak øl og snakkede. Berith havde opdaget at der var en vaskemaskine, så hun havde købt vaskemiddel og sat en maskine over. Jeg satte over efterfølgende, for mine to langærmede skjorter kunne snart ikke holde længere uden at blive vasket…
Så blev der skrevet dagbog og dynen blev fundet tidligt (ved 21.15-tiden)
Triptæller: 118 km.
Vi havde læreren Abdulkafi med fra Sana’a og Mohammad med stokken (det blev han kaldt) Han var guide i bjergene. Byen er imod qat, så ingen tygger qat her og kommer de på besøg må de qat-tyggende blive uden for bygrænsen. De dyrker heller ikke qat som de gør alle andre steder, men kaffe. Her går pigerne heller ikke i sort, men i farvestrålende kjoler med sjal over håret og ikke tildækket ansigt.Nede i byen fik vi købt en ekstra vand og så var det meningen at vi skulle gå over bjergene tilbage til Manakha. Berit og Grethe blev i bilen og blev kørt hjem. Det var en flot men hård tur over bjergene. Vi gik i 3 timer. Vi startede med at komme forbi en jordbærmark!!! Her købte vi 1 kg jordbær for 500 rial. Mohammad blev ved jordbærmarken mens jordbærejerne plukkede bærene og så fik han os indhentet lidt efter. Vi pustede og stønnede, og Mohammad traskede af sted som om han aldrig havde lavet andet. Pludselig kom der en kvinde farende ned over bjerget. Hun havde den ene af sine to sønner med. Hendes mand arbejdede i Sana’a så hun var alene det meste af tiden. Hun hæklede vaskeklude, af nylonsnor, så sådan en købte nogle stykker af os for 500 rial. Det gik vist til et godt formål. Hun var meget snakkesagelig. Vi vinkede farvel til dem og gik videre. Det gik op ad bakke og ned ad bakke. Et sted holdt vi hvil og spiste jordbær under et stort træ. Ved siden af os var nogle tørre majsmarker, og længere væk var der veje op i endnu højere bjerge. Det var utroligt hvad der lå af huse rundt omkring på de mest utrolige steder. Vi kom til en lille by der også lå på en top. Her boede en hollandsk kvinde i et 3-4 etagers hus helt for sig selv. Hun havde lejet det, men var der dog ikke da vi var der. Der var også et andet stort hus som var bygget som hotel, men dem der havde bygget det var blevet uvenner, så det var aldrig blevet åbnet. Man kunne leje det for 10.000 rial (350 kr.!!!) om måneden. Et par små piger kom og ville sælge smykker, men vi takkede pænt nej. Den ene pige spurgte efter en kuglepen og Inge gav hende en. Vi satte os og spiste lidt flere jordbær, og gav så resten til pigerne da de var begyndt at koge i posen… Vi nåede helt op på toppen af den lille by. Herfra kunne vi se ned til Mahnakha. Så fortsatte vi ned på den anden side og nu gik det ned ad. Men det var faktisk meget mere hårdt end at gå opad. Her var der flere sten og trappeagtige afsatser og skulle man nyde naturen også måtte man stå stille, for når man gik, skulle ens øjne hvile på vejen konstant for ikke at træde forkert eller falde. Vi kom meget trætte ned ad bjerget efter 3 timer, og da vi nåede byen kom minibussen og kørte os de sidste 500 m. Abdulkafi havde ringet efter den da han synes det var synd at vi skulle gå mere. Men han synes det var flot at vi havde klaret turen. Thyge er i 50’erne, det er Vibeke også og Inge er 68!
Så kom vi ind og fik sat skoene og så var der dækket frokostbord. Det var vel nok rart! Da vi havde spist blev vi tilbudt qat, og jo! Jeg skulle da prøve det. Men det var noget underligt noget at få i munden og jeg kunne slet ikke finde ud af at få det over i kinden som det skulle. Jeg tror nu nok det var fordi jeg ikke havde fået nok blade. Det smagte besk, så jeg gik op og spyttede det ud igen og skyllede munden en masse gange…. Men så havde jeg da smagt det. Så skulle vi pakke sammen og sige farvel til alle de flinke mennesker og så af sted til Sana’a. Saliha havde spurgt hvad Mohammad fik for at guide os de to dage. Det fik han 1000 rial for (35 kr)!!! Det var vi noget overraskede over, og blev enige om at give ham 1000 rial hver for hans gode arbejde. Dem tog han da også imod. Så kørte vi og turen tog igen et par timer før vi var i Sana’a. Vi købte nogle sandwich med hjem for der skulle ikke ske mere i dag andet end at der skulle slappes af. Vibeke var nede og købe nogle alkoholfri øl, og så satte vi os op på terrassen og spiste sandwich og drak øl og snakkede. Berith havde opdaget at der var en vaskemaskine, så hun havde købt vaskemiddel og sat en maskine over. Jeg satte over efterfølgende, for mine to langærmede skjorter kunne snart ikke holde længere uden at blive vasket…
Så blev der skrevet dagbog og dynen blev fundet tidligt (ved 21.15-tiden)
Triptæller: 118 km.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar