Kl. 6.45 kunne jeg ikke sove mere, så jeg stod op og tog en truckervask, da vi endnu ikke havde fået vand… Vandtanken på taget var tom, men der var blevet givet besked, så der skulle gerne ske noget – senest når vi kom fra tur.
Skolen leverede morgenmad, så det var bare at gå ned i køkkenet og smøre sig en bolle og der var også melon.
Kl. 8.15 kom bussen med Mohammed og Abdalkafi, og så gik turen mod Dahr al-Hadr. Det var et imam-residens bygget omkring 1930 som nu er restaureret af staten. Vi startede på et udsigtspunkt hvor vi kunne se ned på det. Udsigten var formidabel. Huset vi kunne se ned på var bygget på toppen af et bjerg. Så kørte vi ned til huset. Der var mennesker overalt, og der blev handlet qat. I dalen hvor huset lå, var der qatmarker overalt. Vi fandt en parkering, og gik ind gennem en port. Her var der trommemusik og dans. Vi måtte op af en del trapper inden vi nåede selve huset. Huset var en labyrint af trapper og rum, men meget flot udsmykket med farvede glasvinduer over de rigtige vinduer og hylder med udskæringer. Der var det gamle køkken og 2 brønde hvor de havde sat lys i bunden så man kunne se hvor dybe de var. Der var gamle gravkamre fra gammel tid, hvor der også havde været bygget på stedet.
Efter residensen kørte vi til Thula. Det er en af de eneste byer der aldrig har været indtaget af tyrkerne. Den lå på ad et bjerg, så små gader op og ned. Der var hyggeligt men gammelt. Meget var ikke vedligeholdt. Der var et stort vandreservoir, som ikke så alt for rent ud. Der var godt nok indlagt vand, men der blev højst fyldt vand på tankene 1 gang om ugen og de blev hurtigt brugt op og så havde de kun dette vand, som ikke så særlig indbydende ud.
Efter Thula kørte vi til Shibam. Her skulle vi spise på en restaurant der lå inde bag et gadekøkken. Der var mange spiserum, og alle med madresser og puder på gulvet men dog med et lavt bord i midten. Vi fik traditionel ris, kød og grøntsager og brød til. I den anden ende af rummet sad en stak yeminitter og havde slæbt 2 store poser qat ind, og det sad de nu og sorterede og hyggede sig med. Der var blade og kviste overalt!
Efter maden kørte vi fra Shibam til Kowkaban. Det er en lille by der ligger i 2930 m højde, dog ikke med meget liv. Dem der mest var liv i, var nogle gadehandlere der havde hele deres butik af smykker og klæder på trillebører, og lige så snart vi flyttede os, flyttede de med. Vi startede med en fantastisk udsigt ved en klippekant for enden af byen. Man skulle ikke gå for langt ud til kanten, for der var godt nok langt – lige – ned! Mens vi stod og kiggede kom en ældre kvinde med en fåreflok.
Mens Thyge, Grethe og Berith blev i bussen og blev kørt ned til Shibam, gik vi andre gennem byen og ned gennem en gammel slugt der førte til Shibam. Det var den oprindelige vej til Kowkabam, og den eneste vej til byen i gamle dage, hvor man også bragte varer til byen. Æsler og kameler måtte op gennem kløften, og det må have været noget at et arbejde! Kameler med varer kom helt fra Hadraumaut – og det må man jo sige er en pæn lang tur. Turen gennem slugten var flot. Da vi var næsten nede, hørte vi en synge. Det lød faktisk godt, og stedet havde en god akustik. Men det lød også som om manden ikke var helt normal, for så sang han ned til os hvor vi kom fra. Da vi svarede Danmark, fik han det drejet ind i sin tekst, og sang ”Welcome Denmark” ind imellem sin arabiske sang. Da vi nåede forbi ham, så vi at han stod oppe på en klippe, og da han så vi gik forbi ha, rejste han sig op og strakte armene i vejret som om han havde fået en åbenbaring! Så sang han videre og ændrede så sin tekst til ”Godbye Denmark”…! Nu troede vi så det var overstået, men han kom farende ned fra klipperne og kom pludselig susende ned af nogle vandrør der gik langs klipperne! Han susede videre og kravlede meget behændigt op på et tag i starten af byen, for nærmest at være klar til at tage imod os. Vi vinkede til ham og gik videre ned gennem byen. Der om et par små drenge og ville have taget billeder og en pige fulgte med. Hende gav jeg de sidste 4 kuglepenne jeg havde tilbage af de 10 jeg havde købt for at dele ud til børnene. Så var jeg af med dem. De blev meget glade. Vi nåede ned til bussen og så var alle samlet igen. Så kørte vi tilbage til Sana’a hvor nogle af os blev sat af på 26. Sept. St. for at købe honning. Asbjørn viste hvor det kunne købes så han førte an. Det var yemenitisk honning fra Hadraumaut og ørkenen. Jeg købte ½ kilo samt en dåse med bitavler fuld af honning. De andre gik tilbage men jeg havde lige lovet at hjælpe Inge med at få byttet sit nyindkøbte ur, der ikke lukkede ordentligt. Vi fandt urmageren, og kiggede på andre ure, men urmageren kunne faktisk lige trykke låsen med en tang, så det endte med at Inge tog det samme ur med sig igen, og nu kunne det lukkes ordentligt J
Klokken var efterhånden blevet 19.15 så vi gik tilbage til værelserne for at få pakket færdig. Da vi nåede retur, var der først lige kommet vand, så det var dejligt at kunne tage sig et bad inden hjemrejsen til Danmark. Kl. 21.00 kom Mohammed og Abdalkafi som kørte med os i lufthavnen. Saliha sagde at det gjorde de normalt ikke, men det kunne jo være at de havde fået et andet forhold til os som en lille gruppe og lidt ældre, end en flok unge studerende. Vi blev kørt i lufthavnen og tog afsked. Ved check-in i lufthavnen havde ekspedienten overhovedet ikke styr på noget som helst. Grethe var der ikke pladsbillet til i flyet, og Beriths internetbillet blev væk for ham (hun havde dog fået bordingpas, så det var ikke noget problem) og bagagen kørte han ind på én gang, alle kufferter, så der blev overhovedet ikke vejet nogle kilo af!! Men til sidst kom vi da igennem, og det eneste der var at bemærke var at kontrollen lige skulle se hvad det var for en sten Asbjørn havde puttet i sin kuffert J
Så var det bare at vente, og kl. 23.15 kunne vi gå ombord. Flyet skulle først lette 00.01, men lettede allerede 23.50! I flyet fik vi varm mad, men jeg var slet ikke sulten. Jeg prøvede at sove lidt men det er svært i sådan et sæde. Da vi var på vej til mellemlanding i Rom skulle jeg med tynd mave på toilettet… Og da vi skulle lette igen måtte jeg samme vej. Der var dog så mange der var steget af i Rom, at der var blevet rigtig mange tomme pladser, så jeg fandt en hel midterrække som var fri. Jeg slog armlænene op og lagde mig helt på langs. Og så i en time som en sten indtil det blev meddelt, at nu nærmede vi os Frankfurt Lufthavn. Jeg havde ikke engang opdaget at der havde været morgenmad…
I lufthavnen fandt vi et par bagagevogne og derefter en bus til togstationen ved lufthavnen. Herfra skulle vi tage toget til Hamborg. Vi havde 2 timer til toget gik, så vi fik en kop kaffe m.v.
Kl. 10.42 gik toget fra perron 5. Det var et meget fint og hyggeligt tog.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar